Bøgsted A/S
K.E.C. Jammerbugt kulturcenter
PrinterEksperten
Bjælkehytten

Er du klar til mørke, regn, tåge – fedtede og glatte veje, og hvad med sne og frost? Få 8 tips til en vinterklar bil fra Jesper Sørensen, teknisk chef hos verdens største dækproducent Bridgestone og bliv klædt på til sikker kørsel uanset, hvilken type vintervejr vinteren byder på.

1. Sørg for, at bilen er pakket til alle eventualiteter
Need to have: Sikkerhedsveste til alle i bilen og advarselstrekant.
Very nice to have: Isskraber, sneskovl, handsker, tæppe, lommelygte, førstehjælpskasse, ekstra motorolie.

2. Kør bil når du kører bil
Hver tredje dødsulykke skyldes uopmærksomhed. Hold ro i bilen – skrigende børn og teenagere, der slås på bagsædet, forstyrrer mere, end du tror, og udgør en stor sikkerhedsrisiko. Det samme gør telefonsamtaler – selvom de udføres lovligt med håndfri. Og fumler du med mobilen, mens du kører, er det ikke alene farligt, men også dyrt. Straffen for at benytte en håndholdt mobiltelefon under kørslen er skærpet fra den 10. september 2019 – en bøde på 1.500 kr. og 500 kr. til Offerfonden og et klip i kørekortet.

3. Har du lys (nok) på?
Det er lovpligtigt at køre med lys i forlygterne døgnet rundt, mens baglygterne kun skal være tændt i lygtetændingstiden – fra solnedgang til solopgang og i usigtbart vejr. Nyere biler (fra 2016) har lyssensorer, som tænder baglyset automatisk. Men du kan ikke altid regne med dem – ofte opfanger sensorerne ikke usigtbarhed som regn, tåge og sne, eller at du kører ind i en tunnel. Du risikerer en bøde på 1.000 kr., hvis dit lys ikke er tændt i lygtetændingstiden.
Tjek om dit lys er indstillet rigtigt. Er du i tvivl, så book en tid til lygtekontrol og få dine forlygtepærer indstillet korrekt.

Overvej at montere højtsiddende stoplys i bagruden. De lyser sammen med bremselyset og gør det tydeligt for de bagvedkørende, også to-tre biler tilbage, at du bremser.

4. Skift til vinterdæk – også selvom der ingen sne er
Når temperaturen daler, er det tid til vinterdæk – også selvom vinteren ikke byder på sne. Vinterdæk er ikke kun designet til kørsel på sne og is – de er også tilpasset våde vejbaner og vinterens lave temperaturer. Et vinterdæk er lavet af gummiblandinger, som forbliver bløde selv ved de laveste vintertemperaturer, mens gummiet i sommerdæk bliver hårdere og mindre fleksibelt, når temperaturen falder – og det påvirker bremseevnen og vejgrebet i sving.

5. Kør aldrig med slidte dæk – og det er ekstra farligt om vinteren
Mål mønsterdybden på dine dæk et par gange i løbet af vinteren på alle fire dæk. Dækkets mønsterdybde skal mindst være 1,6 mm – det svarer til tykkelsen på en tændstik, men Jesper Sørensen fra verdens største dækproducent Bridgestone anbefaler en mønsterdybde på mindst 4 mm:

– Under 4 mm har dækket ikke længere egentlige vinteregenskaber og giver dermed falsk tryghed ved kørsel i vintervejr. Kører du på våd vej med 80 km/t med nye dæk (og en mønsterdybde på 7-8 mm), er bremselængden ca. 26 meter. Er mønsterdybden kun 1,6 mm, skal du bruge ca. 40 meter på at bremse. Ved højere hastigheder er forskellen endnu større.

Men faktisk er vejgrebet væsentligt forskelligt, også når du sammenligner de ”gode mønsterdybder”, advarer Jesper Sørensen:

– Brancheundersøgelser viser, at hvis du kører på en våd vej med 120 km i timen med dæk med 5 mm mønsterdybde, er din bremselængde ned til 69 meter. Allerede ved en mønsterdybde på 3 mm, (som jo er langt over den lovpligtige!) kan din bremselængde stige til alarmerende 120 meter.

6. Hold styr på dit dæktryk – hele vinteren
Tjek dæktrykket en gang om måneden. Det har stor betydning for dækkets evne til at stå fast, bremselængden og dets holdbarhed. Dæktrykket falder hele tiden og endnu mere, når det er koldt.

7. Tjek væskebeholdningen
Kør ikke tør for væske af nogen slags i vintervejret, tjek væskebeholdningen løbende:

• Sprinklervæske – hav altid en ekstra sprinklervæske i bilen, det er håbløst at køre uden i vintervejr.
• Kølervæske – tjek, at indikatoren står midt mellem minimum og max.
• Bremsevæske – indikatoren må ikke være på minimum. Gør den det, kan det skyldes utætheder. Få det tjekket på dit værksted.
• Olie – tjek målepinden. Der skal være olie op til max-stregen.

Nu er du klar til vintermørket og vintervejret – i hvert fald i bilen! Kør forsigtigt!

Kilde: Bridgestone

Brovst Malerfirma
Guld & Rod
Pj Industries
Guldsmed Hansen