757 hjertevarme huer til danske soldater
Den 3. januar i år skrev sognepræst Thomas A. Uth et opslag i Facebookgruppen 9700Brønderslev. Han opholdt sig på en militær flybase i Kuwait, på besøg hos danske soldater fra Flyvestation Aalborg.
I opslaget søgte han efter strikkeglade mennesker, som kunne strikke 50-150 huer til de danske udsendte soldater. En lokal garnbutik bakkede op om initiativet og nyheden spredte sig til strikkeklubber over hele landet, bl.a. via Aalborg Stifts Facebookside.
Siden januar er det strømmet ind med huer fra strikkeklubber og enkeltpersoner over hele landet, så præstens kontor blev mere og mere fyldt af større og større papkasser med huer i. Mange har givet udtryk for at de oplevede det som et meningsfuldt og givende projekt at være med i!
Høst og huer
Ved høstgudstjenesten i Brønderslev Kirke forleden, var der udover høstblomster og frugt, pyntet med huer. Efter gudstjenesten var der optælling og indpakning af de sidste huer, som siden januar er blevet afleveret og sendt til Brønderslev Kirke. 757 stk. blev det til. Thomas fortæller om sin glæde ved projektet:
”I ni måneder er antallet af huer vokset på mit præstekontor. Nogle er blot afleveret med ordene ”Tak at jeg må være med”. Andre er der fulgt en samtale eller et brev med, om den glæde, det er at være med i dette projekt. Rigtig mange har fortalt om en pårørende, som har været udsendt eller skal udsendes. Jo bunken af huer og kærlighed er vokset og vokset. Stort var det at udstille alle huerne til høst gudstjeneste og takke og bede for dem der har lavet dem og den velsignelse de må varme med.”
Da alle huer var talt op og pakket ind – med et håndskrevet julekort ved alle – fyldte huerne 10 store sække, som nu er sendt til Feltposten på Flyvestation Karup, hvor de sendes videre til de 13 nationer, hvor Danmark har udsendt soldater i julen. Hver hue sendt af sted med kærlighed og taknemmelighed.
Hvis alt går vel, får Thomas Uth selv en af huerne, da han efter planen udsendes til Mali fra 1. december og tre måneder frem. Her skal han som flyverpræst holde gudstjenester og stå til rådighed som ressource for personalet bl.a. med samtaler. (Under forudsætning af at Folketinget godkender Danmarks bidrag i Mali).