Nordjysk Motor Co.
Nordjyske Bank
Bondestuen
Kaffebaren

 

Nu har styregruppen bag Bålhøj Festival i Øster Brønderslev taget mod til sig, og de har vurderet at chancerne for at kunne gennemføre en festival er store nok til at sætte yderligere gang i planlægningen.

 

Jesper Albrechtsen fra Øster Brønderslev Borgerforening, der står bag Bålhøj Festival, siger, at sandsynligheden er stor for, at de betingelser, som Folketinget snart melder ud, godt kan overholdes med den størrelse, som vores festival har. Så mens alle arrangører holder vejret og overvejer situationen, så har vi taget første skridt og vover at afsløre de første to navne til årets festival. Vi trænger alle til at høre noget live musik i godt selskab med andre, siger Jesper.

 

Lørdag 7. august bliver det (forhåbentlig) muligt bl.a. at opleve 2 så forskellige kunstnere som Lord Siva og Poul Krebs.

 

Poul Krebs behøver vist ikke den store præsentation! Sådan nogen som os – der kan lide god musik – kender rigtigt mange af de sange, han har skrevet og spillet i snart mange år og på lige så mange plader og CD’er. Senest har han i 2020 udgivet pladen ”Ingen Grænser for Kærlighed”, og der vil ingen grænser være for den kærlighed, der til koncerten under bøgetræerne i august vil strømme begge veje til og fra scenen.

 

Lord Siva med rødder fra Sri Lanka og opvækst i Vodskov er en kunstner, der de seneste år har skrevet og udgivet mange gode sange, og han har modtaget mange priser for dem. Han begyndte som en lidt melankolsk sanger i genren R’n’B’, men som tidsskriftet Soundvenue skriver: Lord Siva er simpelthen sprunget ud som vaskeægte popstjerne. De kalder det en bevægelse fra mørke til lys – og har vi ikke alle brug for det i 2021? Hans hits er bl.a. ”Paris”, og han sang et par af sine andre hits ”Solhverv” og ”Stjernerne” til liveshow i X-Factor i marts 2021.

 

Bålhøj Festival vil offentliggøre de sidste 8 navne 15. maj – samme dag som billetterne sættes til salg på www.fowli.dk

 

Mette Rask fra musikgruppen, der står for at finde og booke kunstnere, fortæller, at alle godt kan glæde sig! Og det er ikke bare fordi Bålhøj Festival ENDELIG giver mulighed for at opleve musik live, men også fordi årets program er usædvanligt godt. Tilsammen vil navnene dække mange genrer og musikinteresser, og programmet vil også afspejle intentionen om, at Bålhøj Festival vil præsentere god lokal, nordjysk musik sammen med gode, landskendte bands. I kan godt glæde jer, siger Mette igen.

 

Kaffebaren
Faarup skovhus
Baggesen