Selv om corona i perioder sætter landet på stand by, så ligger de ikke på den lade side i BASaren i Nørregade i Brønderslev, for de vil være klar med arrangementer, når det er muligt at lukke publikum ind, så derfor indkalder de til en comedyaften med stand-up mandag den 18. januar kl. 18.30
Udover aftenens vært, som endnu ikke er offentliggjort, så er det Brian Mørk og Jakob Thrane, der står op scenen for at underholde.
Brian Mørk er standup komiker og manuskriptforfatter, bedst kendt for sit talkshow Brian Mørk Show.
Brian har været med i mange forskellige TV-udsendelser på både Danmarks Radio og TV 2. Blandt de udsendelser, som han har medvirket i er Talegaver til Børn og det efterfølgende Comedy Aid.
Jakob Thrane er både skuespiller og komiker, og har optrådt til store og små shows i hele landet. Han blev især kendt som en tredjedel af Umage Image, der storhittede med sangen ”Forfest” i 2015, og stadig udkommer med sketches og ny musik.
I Jakob Thrane er en dygtig komiker, der udstråler kæmpe overskud på scenen, og han er ikke bange for at tage og føle på stemningen og improvisere.
Helt uerfaren er Jakob heller ikke, da han har optrådt siden 2009 og har besteget scener i hele landet.
Billetter sælges i døren og i forsalg på www.basbio.dk, og Arne Mogensen fra Brønderslev Amatør Scene oplyser, at både billetpris og gebyr naturligvis refunderes, hvis showet ikke kan gennemføres på grund af de restriktioner, der måtte være.
Han fortæller desuden at forsalget også er godt i gang til en aften med musiker og sanger Mikael K den 23. januar. Koncerten der er en af dem, der blev udsat på grund af corona i foråret.