Beskæftigelsesplan 2020
Kommunerne udarbejder årligt en beskæftigelsesplan med mål for beskæftigelsesindsatsen og en beskrivelse af den strategiske prioritering på beskæftigelsesområdet.
Fagforvaltningen har udarbejdet et udkast til Brønderslev Kommunes beskæftigelsesplan for 2020, som også har været sendt i høring.
Byrådet skal tage stilling til, om udkast til beskæftigelsesplan for 2020 kan godkendes.
Beskæftigelsesministeren udmelder hvert år en række mål. Med afsæt i de udmeldte ministermål samt de udfordringer, der opleves på både nationalt og lokalt plan, har Fagforvaltningen for Beskæftigelse udarbejdet et udkast til Brønderslev Kommunes beskæftigelsesplan for 2020.
Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget har på et fællesmøde den 13. november 2019 drøftet første udkast af beskæftigelsesplanen med Det Lokale Arbejdsmarksforum (LAF), Handicaprådet og Integrationsrådet. DA og LO har i fællesskab fremsendt input beskæftigelsesplanen. Første udkast har derudover været fremsendt i høring med svarfrist den 25. november 2019.
Med afsæt i de fremsatte bemærkninger på fællesmødet og input fra DA og LO har Fagforvaltningen for Beskæftigelse justeret beskæftigelsesplanen (markeret med gul) og fremsender nu 2. udkast.
Beskæftigelsesministeren har udmeldt 3 mål for 2020:
- Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
- Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
- Flere personer med handicap skal i job
Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget har valgt tre lokale mål, der danner rammen for Brønderslev Kommunes beskæftigelsesplan for 2020:
Mål 1: Virksomhedernes skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
Beskæftigelsen har de seneste år været stigende i Danmark, og selv om udviklingen på arbejdsmarkedet sker i et langsommere tempo end tidligere, forventes fortsat en positiv udvikling på arbejdsmarkedet. Den stigende beskæftigelse og deraf faldende ledighed udfordrer virksomhedernes rekruttering af særligt faglig arbejdskraft.
Job- og UngeCentret spiller en stor rolle i forhold til at formidle den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft til virksomhederne. I 2020 vil Job- og UngeCentret fortsat have fokus på, sammen med de øvrige aktører på arbejdsmarkedet, at understøtte virksomhedernes behov for rekruttering og målrette opkvalificeringsindsatsen til brancher med mangel på arbejdskraft.
Mål 2: Flere unge skal i uddannelse og job
De kommunale ungeindsatser (KUI) fik med en ny lov i august 2019 det fulde ansvar for at koordinere de unges forløb frem mod uddannelse eller job. Et centralt element i denne sammenhæng er samarbejdet med den nye forberedende grunduddannelse (FGU), som UngeCentret vil have fokus på at udbygge i 2020. I lyset af behovet for faglært arbejdskraft vil fokus på ungeområdet også være at styrke de unges valg og gennemførsel af erhvervsfaglige uddannelser.
Mål 3: Borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, skal opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet
Brønderslev Kommune vedtog i marts 2019 en investeringsstrategi for de borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet. Ved hjælp af begrænsede sagsstammer og en håndholdt, virksomhedsrettet indsats vil Job- og UngeCentret arbejde målrettet på, at flere borgere på kontanthjælp, uddannelseshjælp, ledighedsydelse og ressourceforløbsydelse opnår en tilknytning til arbejdsmarkedet gennem lønnede timer på enten fuld tid eller færre timer afhængig af den enkelte borgers situation.
Øvrige fokusområder
Med afsæt i ministerens mål vil Job- og UngeCentret foruden de ovennævnte mål have særligt fokus på følgende områder i 2020:
Indsats for borgere med handicap
Job- og UngeCentret vil søge at åbne flere arbejdspladser for borgere med handicap gennem øget viden om og brug af de kompenserende ordninger. Job- og UngeCentret vurderer, at der især er et potentiale i forhold til mulighederne for personlig assistance.
Indsats for flygtninge og familiesammenførte
På integrationsområdet har Brønderslev Kommune de seneste år haft succes med at bringe flere borgere i job og uddannelse. I marts 2019 trådte en ny lovgivning i kraft, som har fokus på, at flygtninges ophold i Danmark er midlertidig, og de forventes at rejse hjem, når forholdene i hjemlandet tillader det. Job- og UngeCentret vil i 2020 udbrede kendskabet til repatriering og fortsat arbejde målrettet med den virksomhedsrettede indsats, hvor fokus især vil være på at øge kvindernes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kilde: Brønderslev Kommune