I anledning af Dansk Vindag, inviterer Nygårdsminde Vingård alle interessede til et besøg på vingården kl. 13-15 lørdag 4. september.
Der vil være gratis adgang til at gå rundt og se de flotte vinmarker og mulighed for at købe smagsprøver i vinbaren. Der er også mulighed for at få rådgivning om vinplanter til friland eller drivhus og du kan købe dine vinplanter, når du besøger os. Vinbonden står klar til at svare på spørgsmål.
Kl. 15.00 er der rundvisning i vinmarkerne med vinbonden for 100 kr. pr. person. Rundvisningen varer ca. en time, for der er så meget at fortælle om dyrkning af vin i Danmark.
Nygårdsminde Vingård er med sin beliggenhed på breddegrad 57,29° Danmarks nordligste – og måske smukkeste — professionelle vingård og i sig selv et besøg værd.
Vores ambition som vinbønder er at dyrke kvalitetsvin og være med til at sætte Danmark – og Vendsyssel – på vinlandkortet, intet mindre! fortæller vinbonde Jan Lunde
Vi har åben for rundvisninger, vinsmagninger, parkgolf, yoga og eksklusive arrangementer for virksomheder, netværk og private grupper.
På Nygårdsminde Vingård har vi 2.500 vinstokke fordelt på 5 parceller og 2 hektar. De ældste vinstokke er fra 2010, hvor vi plantede vores første vinparcel. Vinstokkene er økologisk certificerede, da vi dyrker vinplanterne uden brug af kemiske hjælpemidler.
Bag arrangementet Dansk Vindag står Foreningen Dansk Vin, som har koordineret dette arrangement siden 2003. Foreningen Dansk Vin samler fra 2018 både producenter af druevin og af frugtvin og såvel erhvervsvinavlere som hobbyvinavlere i én fælles organisation.