Selvom bibliotekerne har åbent som normalt, så er der stadig mange borgere der skal være ekstra forsigtige i en tid hvor Covid19 stadig huserer. I foråret startede biblioteket den nye service Bib2Go for at hjælpe dem, der i en periode ikke har mulighed for at komme på biblioteket. Det kan være sygdom hos den enkelte eller i familien, eller de mange dagplejere i kommunen, der ikke mødes i legestuerne og derfor ikke får besøg af Det Mobile Bibliotek, som de plejer.
En af de dagplejere, der benytter Bib2Go er Anni Kristiansen, Brønderslev der udtaler: ”Vi har meget glæde af Bib2Go ordningen. Det er super nemt at få bøgerne til døren. Og så er det spændende, hvad der er i posen hver gang. Det hjælper meget i hverdagen vi læser bøger, så vi kommer godt i gang med vores sprog. Så I skal have tak for det store arbejde, I gør for os.”
Alle kan benytte ordningen uanset hvor i kommunen du bor – det er både for private og for børneinstitutioner. Langt de fleste institutioner får stadig jævnligt besøg af vores Mobile Bibliotek, hvor der bliver lånt bøger til både læring og lystlæsning. ”Det er bibliotekets fornemmeste pligt at være med til at styrke børns sprog og læring, og det forhindrer den nuværende virus os ikke i”, siger bibliotekschef Bente Kristoffersen.” Og for den enkelte borger kan læsning være med til at give masser af gode indholdsrige timer, når nu vi ikke kan gå til alle de ting, vi plejer her i efteråret.”
Sidder du og længes efter bøger? Så bare ind på bibliotekets hjemmeside www.bronderslevbib.dk eller ring på 99454747 og tilmeld dig Bib2Go. Ud fra dine ønsker pakker vi materialerne og bringer ud til dig, og alle er med i ordningen så længe, de eller familien har brug for det.