Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget orienteres månedligt om udviklingen i fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse i Brønderslev Kommune på udvalgte ydelsesområder.
Opgørelsen viser et fortsat fald af fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse i Brønderslev Kommune sammenlignet med samme tidspunkt året forinden.
Sagen fremsendes til Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget til orientering.
Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget orienteres månedligt om udviklingen i antallet af fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse i Brønderslev Kommune. Data kommer fra Jobindsats.
Den seneste valide opgørelse er fra april 2019 grundet en række efterreguleringer.
Over det seneste år ses det største fald på antallet af modtagere af integrationsydelse, a-dagpenge, kontanthjælp og sygedagpenge. På ressourceforløbs-, fleksjob- og førtidspensionsområdet ses en stigning over det seneste år. På førtidspensionsområdet forventes fremadrettet en stigning som følge tilbagetrækningsreformen, hvor pensionsalderen til folkepension hæves.
Som bilag er Brønderslev Kommunes placering på alle ydelsesgrupper i forhold til øvrige kommuner i Nordjylland i % af befolkningen i april 2019 og en udvikling i Brønderslev Kommune over det seneste år. Vedhæftet er også en opgørelse over antal forløb på varighedsintervaller for udvalgte ydelser.
Fagforvaltningen for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.
Fagforvaltningen for Beskæftigelse har udarbejdet en opfølgning på Brønderslev Kommunes beskæftigelsesplan for 2019 for første halvår.
Resultatopfølgningen viser:
- Et fald i det samlede antal modtagere af offentlig forsørgelse
- Et velfungerende virksomhedssamarbejde med mange rekrutteringer og virksomhedsbesøg
- Et lavt niveau af uddannelseshjælpsmodtagere sammenlignet med de øvrige kommuner i Region Nordjylland.
- Arbejdet med den nye strategi for borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, er igangsat
Færre personer på offentlig forsørgelse
I april 2019 var det samlede antal modtagere af offentlig forsørgelse i Brønderslev Kommune på 4.096 fuldtidspersoner, hvilket er et færre antal fuldtidspersoner end samme måned året før. Faldet ses på integrationsydelse, kontanthjælp, a-dagpenge og sygedagpenge.
Kvalificeret arbejdskraft
Job- og UngeCentret har et godt samarbejde med virksomhederne i Brønderslev Kommune. Målet med samarbejdet er at sikre, at virksomhederne har den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. I 1. halvår af 2019 har Job- og UngeCentret gennemført 97 rekrutteringer til ordinære stillinger og besøgt 46 nye virksomheder/iværksættere.
Et af de vigtigste redskaber til at få ledige i job er de jobrettede og motiverende samtaler hos rådgiverne i Job- og UngeCentret. Der har Job- og UngeCentret fokus på at få holdt alle de lovpligtige samtaler. For dagpengemodtagere ligger Job- og UngeCenter Brønderslev over regionsgennemsnittet for afholdelsen af de jobrettede samtaler og tæt på regionsgennemsnittet for de jobparate kontanthjælpsmodtagere.
Unge i uddannelse og job
I Brønderslev Kommune har ungeområdet været særligt prioriteret siden januar 2014, hvor UngeCenter Brønderslev blev etableret. Antallet af fuldtidspersoner på uddannelseshjælp i Brønderslev Kommune er henover de seneste år faldet. Målet i 2019 er, at der i gennemsnit maksimalt skal være 200 fuldtidspersoner på uddannelseshjælp i Brønderslev Kommune. I første halvår af 2019 har der i gennemsnit været 207 fuldtidspersoner på uddannelseshjælp. For de aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere er et andet mål for 2019, at 20 % skal være i virksomhedsrettet indsats og lønnede timer. I 2. kvartal 2019 har 29 % af de aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere i gennemsnit været i en virksomhedsrettet indsats og for april-maj har 1,2 % i gennemsnit haft ordinære løntimer. Data for de ordinære løntimer kommer med nogle måneders forsinkelse, hvorfor seneste data er fra maj 2019.
Udsatte ledige
Økonomiudvalget i Brønderslev Kommune godkendte den 20. marts 2019 en ny investeringsstrategi for borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet. Formålet med den nye strategi er, at flere borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, får en tilknytning hertil. Arbejdet med den nye strategi er igangsat.
I 2. kvartal 2019 har 27 % af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i gennemsnit været i en virksomhedsrettet indsats, og i april-maj har 5,4 % i gennemsnit haft ordinære løntimer. For borgere i ressourceforløb har 31 % i gennemsnit været i en virksomhedsrettet indsats i 2. kvartal 2019 og 2,1 % havde i april-maj i gennemsnit ordinære løntimer. På ledighedsydelsesområdet ligger Brønderslev Kommune over regionsgennemsnittet målt på andelen af ledighedsydelsesmodtagere i forhold til befolkningen.
Samlet set viser resultatopgørelsen, at Brønderslev Kommune er godt på vej i forhold til at opnå målsætningerne i Beskæftigelsesplan 2019.
Fagforvaltningen for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.
Kilde: Brønderslev Kommune