Brønderslev Kommune har af socialstyrelsen fået tildelt et indsatsforløb inden for socialpsykiatrien – forløbet skal medvirke til at hæve kvaliteten af den socialpsykiatriske indsats i kommunen. Baggrunden er, at kommunen oplever en stigning i antallet af borgere med komplekse sociale og psykiske problemstillinger, herunder borgere med flere diagnoser.
“Socialpsykiatrien er et af de områder, der optager mig og resten af udvalget rigtig meget. Jeg bliver ked af, at se, at flere og flere har ondt i livet og derfor har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen – det SKAL vi have gjort noget ved” udtaler Social- og sundhedsudvalgsformand, Martin Bech.
Brønderslev Kommune har ikke de samme muligheder som større kommuner for at specialisere sine tilbud og må derfor arbejde mere i breden, både i forhold til botilbud og bostøtte samt væresteder mv. Men det må ikke gå ud over kvaliteten, og således har vi en særlig udfordring. Derfor er indsatsforløbet en kærkommen lejlighed til at løfte kompetencerne hos medarbejderne i forhold til at arbejde med recovery og rehabilitering via videns- og kvalitetsudvikling.
“Vi har i de sidste par år været meget optaget af arbejdet med ny sundhedspolitk, et arbejde der forventes afsluttet i år. Derfor er det også min ambition, at 2020 er året hvor vi for alvor kommer i gang med at løfte kvaliteten i socialpsykiatrien – og her er projektet en fantastisk løftestang” slutter Martin Bech