Det blev ikke den start på boksekarrieren som Brønderslev Bokseklubs unge debutant Christian Tønder havde sat næsen op efter.
Han tabte i sin debutkamp ved et boksestævne i Randers til Sebastian Ho fra Randers AC. Christian blev stoppet af kamplederen i 3. omgang efter sin 3 tælling, helt efter reglerne, da en bokser ikke må fortsætte efter at der er blevet talt over ham 3 gange.
At det så er meget ærgerligt at denne regel måtte tages i anvendelse, er en anden sag, for Christian boksede faktisk en kanon god kamp, helt efter forventningerne, og han vandt da også 1. omgang klart. I slutsekunderne af 1. omgang, blev Christian ramt, ikke hårdt, men nok til at kamplederen valgte at tælle over ham, men da han ikke var hårdt ramt var der ingen problemer ved at fortsætte kampen. Tællingen gav dog hans modstander blod på tanden og han var meget bedre med i 2. omgang, og lidt heldigt ramte han igen Christian hårdt, endnu en tælling, men stadig ingen panik.
En lille omgang til Randersbokseren, men stadig samlet med Christian i front. Men i starten af 3. omgang valgte kamplederen så at tælle over Christian for 3. gang og så var det slut.
Et ærgerligt nederlag til Christian efter en ellers helt igennem flot debut. Den gut er der krummer i.
I brønderslevlejren var der enighed om, at de tre tællinger ikke var kommet, hvis bokserne havde haft 10-15 kampe på bagen, men på den anden side så er det betryggende, at kamplederne passer på de unge boksere, det viser kun, at der bliver passet godt på vores nye og unge boksere.
Erik Thrane Brønderslev Bokseklub