Staudemarken
Mortensens Mad
Vejgaard sten og krystaller
PrinterEksperten

Foto: Steen Brogaard


 

Smid politistaten ud af de nordjyske fiskekuttere

Af Per Larsen, fiskeriordfører, Det Konservative Folkeparti

Vi står i en tid, hvor vi skal kæmpe med næb og kløer for at bevare arbejdspladser i fiskeriet – både på grund af corona og Brexit. Som om fiskerne ikke var hårdt nok pressede i forvejen, skærper regeringen nu kontrollen af fiskerne ved at tvinge overvågning med kamera ombord på fiskernes fartøjer. Det siger jeg som konservativ fiskeriordfører klart nej til. Vi skal ikke have politistaten ombord på nordjyske fiskekuttere.

Det projekt bør simpelthen stoppes, inden de første kameraer bliver monteret. Ikke nok med at myndighederne kan logge ind og se, hvad der foregår ombord hele døgnet, så er der også lagt op til, at staten kan videregive oplysningerne til andre myndigheder og forskningsinstitutioner uden præcise formål.

Få andre steder kunne man forestille sig den slags overvågning, men for fiskerne i Kattegat skal det åbenbart være virkelighed, at de konstant skal ses over skulderen af regeringen. Kan det virkelig passe, at vi har så lidt tillid til fiskeriet, at de skal udsættes for overvågning på den måde?

Kravet om kameraovervågning skyldes, at bestanden af torsk er truet. Årsagen til torskebestandens skrøbelighed er mangeartet, herunder temperaturstigning, mangel på føde, sæler, der æder føden og smitter torsken med parasitter, udledning af urenset spildevand, dårlige iltforhold og så videre.

Regeringen har så en idé om, at fiskerne smider torsk ud igen og vil derfor kontrollere det med tvunget kameraovervågning. 15 fartøjer er udtaget og hensigten er, at der skal monteres kamera på hele den danske fiskerflåde. Det er fiskerne utilfredse med, og det forstår jeg godt!

Som konservativ fiskeriordfører har jeg selvfølgelig lyttet til fiskernes højlydte protester over, at Danmark går enegang og vil indføre tvunget videoovervågning af fiskerne.

Jeg hev derfor et døgn ud af kalenderen og tog med FN 81 af Læsø, hvor jeg fulgte skipper Brian Valentin og Torben Christensen, imens de fangede hummere. Her fik jeg syn for sagen og kan klart sige, at det bliver virkelig en belastning, hvis de skal stå og sortere fangsten med flere kameraer pegende direkte fra forskellige vinkler.

Der er altså rigeligt med kontrol og restriktioner i forvejen. Fartøjerne bliver konstant tracket via satellit, så myndighederne altid ved, hvor fiskerne er, hvor hurtigt de sejler, om de fisker eller er under transport og så videre.

Der er meldepligt to timer, før fartøjet anløber havnen. Fangsten skal være registreret i elektronisk logbog med arter og kg. Der skal indmeldes ankomst igen, og kontrollen har alle oplysninger og kan tjekke efter.

Dertil kommer selvfølgelig kvoterne og ændringer af dem, krav til maskestørrelse, der ofte skifter, lukkede farvande, Natura 200-områder, der er fredet for fiskeri, udsmidningsforbud, som betyder, at levende yngel af f.eks. torsk skal bringes i land og destrueres og så videre.

Ja, det er bare et lille udpluk af eksisterende regler og kontrol. I øvrigt er reguleringsbekendtgørelsen så kompliceret og uoverskuelig, at Kammeradvokaten sidste år tilkendegav, at fiskernes retssikkerhed var mangelfuld, da identiske sager blev vurderet forskelligt, alt efter hvem sagsbehandleren var.

For at vise deres gode vilje og imødekommenhed har fiskerne naturligvis udarbejdet en række alternative forslag, herunder fredning af torsken i Kattegat, som det hele handler om. De har foreslået udvikling af nye og mere skånsomme redskaber.

De har også foreslået at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra relevante grønne organisationer – Fiskeristyrelsen, Miljø- og Fødevarestyrelsen, DTU Aqua og flere – for at sikre et bæredygtig fiskeri. Ja, de har sågar tilbudt en ordning med frivillig kameraovervågning mod, at der lempes i skoven af øvrige regler.

De forslag synes jeg ærligt talt, at regeringen skulle lytte frem for at tvangsmontere kameraer på nordjyske fiskekuttere. Det kan ikke passe, at vi har så lav tiltro til et yderst vigtigt erhverv, der brødføder mange nordjyder og sikrer arbejdspladser i vores landsdel. Lad os da lytte til fiskerne i stedet for at overvåge dem.

Per Larsen sundhedsordfører, Det Konservative Folkeparti Foto: Steen Brogaard
AKKC
Guldsmed Hansen
Hvilshøj Auto
Baggesen