Bedemand John Olsen
Nordjyske Bank
Bondestuen
Bjælkehytten

Af medlemmer af byrådet

 

Martin Bech (V)

Klaus Riis Klæstrup (V)

Lasse Riisgaard (V)

 

Når vi peger på, at vi nu står i en situation, hvor der er behov og mulighed for at tænke nyt og visionært, så er det simpelthen fordi muligheden er for god til at forpasse. Der vrimler med ildsjæle i forbindelse med de gamle fabriksbygninger, der om noget er en del af Brønderslevs sjæl og DNA. Museet har allerede købt en bygning i fabrikskomplekset og er i fuld gang med realiseringen af et nyt og ambitiøst museumsprojekt.

Sideløbende med det er ildsjæle fra Fonden Fabrikken, der allerede har rejst 2 mio. kr., i gang med at etablere et spændende projekt, der blandt andet skal danne rammen om en moderne musik- og teatersal samt en biograf. Det er helt åbenlyst, at etableringen af et spisested i den forbindelse, er helt oplagt.

Derfor er der behov for, at vi indskyder den kapital, der er tilbage fra det nedbrændte Hedelund i projektet – simpelthen fordi disse projekters succes er afhængigt af, at der trækkes på samme hammel. Hvis man skal have fonde til at synes, at projektet er interessant, er der brug for, at man samtidig signalerer, at projektet sker i samarbejde mellem alle aktører og i symbiose. De synergier man herved vil kunne få mellem museum, teater, biograf og spisested vil uden tvivl gøre det interessant for andre kulturaktører og typer af arrangementer, vi ikke tidligere har haft rammerne til – og dermed også for fonde, der kan se perspektiver i projektet – og det er jo faktisk allerede kendt viden.

For man skal huske på, at selvom enkelte forsøger at udbrede den misforståelse, at Realdanias afslag skulle have noget med vores udmeldinger at gøre, så er sandheden bare den, at vores udmeldinger kom på baggrund af Realdanias afslag på at støtte opførelsen af en ny Restaurant Hedelund – indtil da havde vi ikke meldt noget som helst ud, netop for ikke at forstyrre den proces, der foregik med Realdania. Og Realdanias begrundelse for afslaget var jo, at der var for få aktører, samt at en traditionel restaurant ikke var interessant for dem som fond – helt forståeligt i øvrigt.

Hvis Brønderslev for alvor vil have et fyrtårn, som vil være til stor glæde for hele byen, alle aldre og de fleste interesser – et sted, der byder på en ægte kulturel oplevelse i hverdagene, i ferierne, for lokale og for turister – så er det nu at vi skal stå sammen, få tiltrukket de interessante fonde og understøtte de stærke ildsjæle. Det er faktisk alt vi beder om – vi har hverken nogen holdning til hvordan restauranten skal se ud, hvor i kulturcentret den skal ligge eller hvilken mad, der skal serveres. Så vi håber at alle nu vil sætte sig til forhandlingsbordet, og en gang for alle give Brønderslev et kulturelt fyrtårn, hvis lys vil skinne langt ud over byens grænser.

 

Martin Bech (V) Social- og sundhedsudvalgsformand, Brønderslev Kommune og regionsrådsmedlem, Region Nordjylland
Kaffebaren
Suvo
Springeren
Bilhuset Biersted A/S