Rendezvous
DN Isolering
Hjørring Hørecenter

Godt hver femte bilist mener, at det først og fremmest er cyklisterne, der skaber de farlige situationer i trafikken. Det viser en ny Megafon-undersøgelse, der tager pulsen på, hvordan vi opfatter hinanden som medtrafikanter. Men hvad skal der til, hvis vi skal blive mindre irriterede på hinanden? Det giver en ny kampagne en række bud på. 

I undersøgelsen har deltagerne svaret på spørgsmål om deres trafikvaner, og lad os starte med de mest alvorlige tal: hele 17 % af dem har nemlig været involveret i uheld mellem biler og cyklister, og to ud af tre har oplevet, at det var tæt på at gå galt. Så der er god grund til at blive bedre til at holde afstand og vise hensyn.

Netop det er afsættet for kampagnen Share the Road fra Continental Dæk Danmark A/S, hvis formål er at skabe mere tolerance blandt de forskellige typer trafikanter og højne sikkerheden.

Det er cyklisterne skyld! 
Men hvem bærer så ansvaret og skaber de farlige situationer? Her svarer to ud af tre, at det er vi lige gode om, men 17 % giver først og fremmest skylden til cyklisterne, og 13 % til bilisterne. Ser vi på de hensynsløse cyklister, er det først og fremmest de såkaldte hverdagscyklister, der er problemet. I Share the Road-kampagnen optræder både cyklister og bilister i en film, som tager fat på de gensidige fordomme, og fra bilisterne lyder det blandt andet således:
– Altså, cyklister i min verden er værst hele tiden. De er skide irriterende, og det mener jeg med hånden på hjertet.

Og en anden siger:
– Der er rigtig mange cyklister, der kører, som om de er udødelige. De kører ind foran bilerne. De drejer, hvor de ikke må. De kører tværs over krydset. Når der er rødt!

Så irritationen er til at få øje på, og derudover peger bilisterne også på større grupper af cyklister, som – typisk på landevejene – fylder en hel vejbane og dermed bremser trafikken. Det kender kørelærer Bent Grue fra Grue’s Køreskole godt:
– Cykelryttere tror, de kører Tour de France, hver gang de er ude. De ligger i læ af hinanden og kører tre-fire mennesker ved siden af hinanden. Det oplever jeg, at mange bilister bliver rigtig provokeret af.

Derfor forsøger Bent Grue at lære sine elever at være tolerante – også selv om man gerne vil forbi.

Sludder, det er bilisternes skyld! 
Men hvad så med bilisterne? Ja, de får heller ikke just rosende ord med på vejen i den nye film:
– Jeg oplever bevidst aggressiv adfærd fra bilisterne. De holder ikke tilbage. De tænker ”det kan jeg godt lige nå”, eller ”jeg er ganske enkelt ligeglad”.

Der er også kritik for, at bilister ikke ser sig for, når de drejer til højre, at de kører op på cykelstien og også kører ind foran cyklister. En anden deltager tilføjer:
– Jeg synes overraskende tit, jeg oplever elendige bilister!

Vi har et fælles ansvar for at gøre det bedre 
Men trods den gensidige kritik, så peger to ud af tre personer i Megafon-undersøgelsen på, at det er et fælles ansvar at undgå farlige situationer i trafikken og passe godt på hinanden. Og netop det er omdrejningspunktet i den kommende kampagne, som udfordrer fordommene for at lære os at blive mere hensynsfulde trafikanter og – ikke mindst – at tale pænt til og om hinanden. I filmen vil man opdage, at det er muligt at bygge bro mellem både inkarnerede bilister og hardcore cyklister.

Så til sidst de gode råd, som de medvirkende er enige om, og som de fleste nok kan have glæde af at summe lidt over:
– Forbered dig på en venlig dag i trafikken
– Tag ansvar i trafikken og pas på hinanden
– Tæl til tre, så du kan reagere velovervejet

Kilde: Continental

Rendezvous
DN Isolering
Hjørring Hørecenter