Nordjysk Motor Co.
Nordjyske Bank
Bondestuen
Kaffebaren

Ny forskning fra AAU: Efteruddannelse af medarbejdere øger virksomheders konkurrencedygtighed

Virksomheder bliver mere innovative og konkurrencedygtige ved at tilbyde sine medarbejdere efteruddannelse på master- eller diplomniveau. Det viser et nyt studie fra Aalborg University Business School.

Hvis en virksomhed vil forblive konkurrencedygtig, kræver det, at den innoverer, dvs. introducerer en ny vare eller service til et marked eller nye eller væsentligt ændrede produktionsprocesser, arbejdsgange eller distributionsmetoder. Men hvordan sikrer virksomheden denne innovation bedst muligt? Ph.d.-studerende ved Aalborg University Business School (AAU) Jesper Eriksen er en af forskerne bag et nyt studie, som viser, at virksomheder oftere innoverer, hvis deres medarbejdere deltager i efteruddannelse.

– Vores studie viser, at virksomheder har større sandsynlighed for at være innovative, hvis de sender deres medarbejdere på efteruddannelse på master- eller diplomniveau, end hvis de ikke gør. Og succesfuld innovation kan være en betydelig faktor, når en virksomhed vil øge sin konkurrencedygtighed, forklarer Jesper Eriksen.

Klar statistisk tendens

Studiet bygger på registerdata på danske virksomheder og individer samt et større innovationssurvey, udsendt til virksomheder i Danmark i perioden 2007-2015. På baggrund af disse kilder har Jesper Eriksen og hans kollega lektor Jakob Rubæk Holm undersøgt, hvorvidt virksomheder med medarbejdere, der har deltaget i efteruddannelse på master- og diplomniveau, har større sandsynlighed for at innovere. Ud fra en definition i spørgeskemaundersøgelsen har virksomhederne selv angivet, om de innoverer. Studiet anvender et pointsystem (0-100), som angiver sandsynligheden for succesfuldt at innovere, og ifølge Jesper Eriksen er der en tydelig tendens.

– Sandsynligheden for, at en virksomhed succesfuldt innoverer, er 14 procentpoint højere, hvis dens ansatte efteruddanner sig på dette niveau. Det ser vi, selv når vi statistisk kontrollerer for andre virksomhedskarakteristika, som kunne påvirke sandsynligheden for at innovere, fx andelen af medarbejdere, der arbejder med forskning og udvikling, virksomhedens størrelse og mulighed for at trække på viden fra andre virksomheder i lokalområdet. Vi bruger herudover statistiske redskaber og information om åbninger af nye master- og diplomuddannelser til at underbygge, at det lader til at være en kausal sammenhæng mellem efteruddannelse og succesfuld innovation, fortæller han.

Vigtig viden for virksomheder

Ifølge professor i forretningsmodeller og leder af AAU Business School Christian Nielsen bør Jesper Eriksen og Jakob Rubæk Holms studie være en vigtig markør for dansk erhvervsliv.

– Danske virksomheder skal klædes bedst muligt på til at tænke i nye innovative baner, så de styrker deres konkurrenceevne – ikke mindst i krisetider. Denne styrkelse handler ikke blot om ny teknologi, men også om ny viden og nye måder at lave forretning på. Her spiller efteruddannelse en afgørende rolle, forklarer Christian Nielsen.

Kaffebaren
Faarup skovhus
Baggesen