K.E.C. Jammerbugt kulturcenter
Mortensens Mad
Bondestuen
Birks Bikeshop

Humoristisk og musikalsk fortælling om Emma Gad

Hvad får man, når man samler 6 skønne skuespillerinder og ser på, hvordan folk egentlig opfører sig nu til dags? Man får den humoristiske og musikalske fortælling ’Emma ude af takt’, der lægger vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 2. november – for god skik og opførsel kan både være brugbart og hylende morsomt.

 

De seks skuespillerinder Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Christiane Bjørg Nielsen, Tanya Lund Andersen, Henriette Rosenbeck og Sanne Graulund dannede fælles trop i succesforestilling Lillys Danmarkshistorie, og nu drager de sammen på turné igen. Denne gang tager de fat på historien om Emma Gad og vor tids forhold til de gyldne leveregler. Med humoristisk takt og velkendte toner vil de både synge og fortælle Emma Gads dannelseshistorie – for folk omkring os har jo glemt, hvordan man opfører sig, ikke sandt? Så der er god grund til at genopfriske reglerne for den gode opførsel. Den fornøjelige forestilling spiller i Europahallen mandag 2. november kl. 20.

 

Emma Gads mange gode råd

“Man skal aldrig stikke servietten i knaphullet”, “Man må undgå al støj, idet man spiser”, “Lær deres børn i tide at være uafhængige af andres hjælp” og “Lad Dem ikke helt beherske af Deres telefon, men sæt den ud af virksomhed under et måltid sammen med gæster og under en samtale”. Det var blot nogle af de mange gode råd, som Emma Gad udgav for lidt over 100 år siden i bestselleren ’Takt og Tone – hvordan vi omgås’. Fru Gad rådgav ikke kun om etikette i selskabslivet, men også om god skik og opførsel i forbindelse med de mere alvorlige sider af livets forhold. Hvad siger man for eksempel til en, der lige har mistet sin kone? Hvordan forholder man sig til børn og eks’er i forbindelse med skilsmisse? Og hvad gør man, hvis man ikke bryder sig om sin søns valg af hustru?

 

Modbevægelsen er begyndt

I 60’erne og 70’erne blev det en regel, at der ikke måtte være nogle regler, men i dag er der en modbevægelse pa vej. For selvom det fungerer for den enkelte at snakke i telefon under hele middagen, synes resten af selskabet ikke nødvendigvis, at det er i orden. Der er hårdt brug for manualer til det sociale liv, og det er bemærkelsesværdigt, hvor mange af Emmas gyldne leveregler, der stadig har bade underholdningsværdi og relevans. Der ligger derfor en skøn og underholdende – og måske lærerig – aften forude for det nordjyske publikum, når ’Emma ude af takt’ spiller i Europahallen.

 

Billetter til ’Emma ude af takt’ er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor, tlf. 9935 5566 eller via. akkc.dk. Billetprisen er A: 350 kr. B: 310 kr. inkl. gebyr. Forestillingen er en del af AKKC’s Spar2 ordning.  

Kilde: AKKC

Hotel Phønix
Guldsmed Hansen
Hvilshøj Auto
Baggesen