Torsdag havde Brønderslev Kommunes Social- og sundhedsudvalg ekstraordinært udvalgsmøde, da man skulle nå at indgive høringssvar til Region Nordjylland, angående fremtidig placering af Neuroenhed Nord i Brønderslev. Det virtuelle møde, der tog blot 17 minutter, havde en klar konklusion: udvalget peger på Brønderslev. Udvalgsformand, Martin Bech forklarer, at udvalget peger på en primær og en sekundær løsning:
“Vi mener, at et nybyggeri i Brønderslev ville være den mest optimale løsning – vi er dog også realister i udvalget, og jeg er som regionsrådsmedlem pinligt bevidst om, at den løsning for nuværende ikke er realistisk, ud fra et økonomisk synspunkt. Derfor peger vi på, at den næstbedste løsning vil være levetidsforlængelse af det eksisterende center – ud fra en række betragtninger som økonomi, fortsat høj kvalitet og geografi.”
Regionsrådet skal i efteråret tage stilling til fremtiden for neurorehabiliteringen i Nordjylland, formentlig i forbindelse med budgetprocessen.
Kilde: Region Nordjylland