Art By Me
FOF Vendsyssel
DN Isolering
Baggesen

En genåbning af daginstitutionerne kræver et langt større fokus på hygiejne og rengøring, der afbryder smitteveje og forebygger infektioner. Det kræver et ekstraordinært rengøringskorps her og nu, mener FOA.

Når Danmark åbner igen, begynder vi i dagtilbuddene og de små skoleklasser. Det var beskeden fra både stats- og sundhedsministeren, da de varslede den delvise genåbning af landet den 15. april.

”Det var et positivt budskab fra regeringen. Men jeg skal altså hilse og sige, at når sundhedsministeren taler om at rengøre legetøj to gange om dagen, så er han desværre milevidt fra virkeligheden rundt om i børnehaver og vuggestuer. Han skal være kisteglad, hvis det sker en enkelt gang om måneden,” fortæller Pia Heidi Nielsen, sektorformand for Kost- og Servicesektoren i FOA, som organiserer både rengøringspersonale, serviceassistenter og pædagogisk personale i daginstitutionerne.

Derfor mener FOA, at kommuner og regioner nu bør sørge for ekstraordinær rengøring på de mange institutioner, som nu skal til at åbne. Det kræver, lige efter påske, en form for udrykningshold, men på sigt et korps som er uddannet i den rengøring, der afbryder smitteveje og forebygger infektioner, som det for eksempel også foregår på landets sygehuse.

”Igennem de sidste mange år er rengøring blevet nedprioriteret, sparet på og ikke mindst privatiseret. Kommunerne har været ramt af besparelser, og det har i den grad kunnet mærkes på rengøringen, hvor man for ofte har slået sig til tåls med at fjerne det skidt, der kan ses. Men det er ikke nok. Og slet ikke i den nuværende situation,” siger Pia Heidi Nielsen.

FOA har derfor overfor børne- og undervisningsministeren stillet flere krav, som skal sikre sundhed og hygiejne samt dæmpe smittefaren væsentligt i de genåbne daginstitutioner og skoler.

Blandt andet skal det også sikres, at rengøringsmedarbejderne uddannes, så de har den nødvendige viden om hygiejnisk rengøring. Og alle daginstitutioner og skoler skal udarbejde en oversigt over de centrale risikopunkter, som skal rengøres/desinficeres med jævne mellemrum i løbet af dagen. For eksempel legetøj. Rengøringen bør gøres til en integreret del af institutionens dagligdag. Det vil Danmark have glæde af, ikke bare i en coronakrise, men også på lang sigt.

FOA foreslår også en ny organisering af aflevering og afhentning af børnene. Det skal ske på en sådan måde, at der kommer færrest muligt ind på stuerne i institutionen, og der skal også hyppigt gøres rent i afhentnings- og afleveringsområderne.

”Vi håber meget, at en ekstra indsats på rengøringsfronten kan være med til at give en mere tryg og sikker genåbning af institutionerne, for både børn, forældre og ansatte,” siger Pia Heidi Nielsen.

Kilde: FOA

AKKC
GF Forsikring
Jysk tagrende rens
Birks Bikeshop