Nordjysk Motor Co.
Suvo
Bondestuen
Kaffebaren

En ny undersøgelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening viser, at halvdelen af landets ejendomsmæglere forventer, at boligpriserne stiger det kommende år.

Huspriserne vil fortsat stige frem til 1. kvartal 2022. Det er den forudsigelse, som halvdelen af landets ejendomsmæglere tror på.

Dansk Ejendomsmæglerforenings seneste forventningsundersøgelse svarer 50 procent, at de forventer højere priser på enfamiliehuse i hele landet frem mod 1. kvartal 2022. Samtidig er der 36 procent af deltagerne i undersøgelsen, der forventer uændrede huspriser.

Resultatet er stort set det samme, når vi ser på forventningerne til prisudviklingen for ejerlejligheder, hvor 51 procent af deltagerne forventer højere priser i hele landet, imens det for sommerhusene er 46 procent af de i alt 341 ejendomsmæglere, der har deltaget, som tror på stigende priser i det danske sommerhusland.

”Tempoet har været hæsblæsende højt på boligmarkedet under corona, og de seneste tal fra Boligsidens Markedsindeks viser to-cifrede prisstigninger for alle tre boligtyper siden april sidste år. Men i takt med at vi vender tilbage til en mere normal hverdag, vil aktiviteten på boligmarkedet også vende tilbage til et mere naturligt niveau, og spørgsmålet er så, hvorvidt priserne vil stagnere eller fortsat stige en smule. Cirka halvdelen af de adspurgte mæglere tror på det sidste,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Aktiviteten stilner af

Tager vi de mere kortsigtede briller på, er troen på prisstigninger større hos de adspurgte ejendomsmæglere.

I forhold til prisudviklingen i andet kvartal 2021 svarer 64 procent af mæglerne, at de forventer højere huspriser end i første kvartal 2021, imens 35 procent forventer uændrede priser. Kun en enkelt procent forventer, at huspriserne vil falde i løbet af andet kvartal 2021.

For ejerlejlighederne er der 68 procent af de adspurgte ejendomsmæglere, der forventer at priserne vil stige i andet kvartal 2021, imens det er 65 procent, der tror på prisstigninger for sommerhusene i samme kvartal.

”Vi har allerede nu set så markante prisstigninger, at der skal et virkelig brat fald til, før vi vil se et samlet fald i priserne i andet kvartal 2021. Men det er selvfølgelig værd at bemærke, at mæglernes tro på yderligere stigninger i prisniveauet er mere afdæmpet, når vi ser på udviklingen på den lange bane. Det er udtryk for, at de forventer at den kraftige prisudvikling vil løje lidt af,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Det passer også meget godt til det billede, vi ser netop nu, hvor aktiviteten ikke er helt så voldsom, som vi har oplevet det tidligere i år,” siger Birgit Daetz.

Mæglerne tror på længere liggetider

Billedet er nogenlunde det samme, når vi i stedet fokuserer på ejendomsmæglernes forventninger til udviklingen i liggetiderne.

På den korte bane forventer langt størstedelen af ejendomsmæglerne, nemlig 93 procent, uændrede eller kortere liggetider på huse i andet kvartal 2021 i forhold til første kvartal i samme år. Men når det gælder udviklingen i løbet af det næste år, er forventningerne mere afdæmpede. Her forventer 71 procent at liggetiderne på huse vil være uændrede eller kortere om et år.  

Ejendomsmæglernes forventning til prisudviklingen fra 1. kvartal 2021 til 1. kvartal 2022:

(Kilde: Dansk Ejendomsmæglerforenings Forventningsundersøgelse 2. kvartal 2021. I alt 341 respondenter, fordelt over hele landet, har deltaget i undersøgelsen.)

Ejendomsmæglernes forventning til prisudviklingen fra 1. kvartal 2021 til 2. kvartal 2021:

(Kilde: Dansk Ejendomsmæglerforenings Forventningsundersøgelse 2. kvartal 2021. I alt 341 respondenter, fordelt over hele landet, har deltaget i undersøgelsen.)

Kaffebaren
Suvo
Faarup skovhus
Baggesen