Der er ønske om at igangsætte planlægning for stadionarealet bag Brønderslev Hallerne. Arealet omfatter matr.nr. 22ae V. Brønderslev, Brønderslev Jorder, der ejes af Brønderslev Kommune og udgør ca. 4 ha.
Ønsket for området er at udlægge ca. 50 % af arealet til boligformål i form af tæt-lav boliger og ca. 50 % af arealet til grønt område, herunder også arealer, der kan anvendes til midlertidige parkeringsarealer i forbindelse med det årlige Brønderslev Marked. Der er i dag vejadgang via Nørregade, som har en bredde og placering, der fortsat kan betjene området som boligområde og som grønt område. Der kan eventuelt etableres en midlertidig vejadgang/sti via Stenberggade, bl.a. i forbindelse med at dele af arealet anvendes til parkering for markedet.
Størstedelen af arealet er i dag ubebygget og henligger som græsareal til idrætsfaciliteter som fodbold, løb mv. Arealet bliver desuden brugt til parkeringsplads i forbindelse med det årlige marked. Mod det sydlige skel, ligger den gamle tribune og vandrehjem. Tribunen ejes i dag af “Den selvejende institution Brønderslev-Hallen og Brønderslev Svømmehal”, og vurderes at være i dårlig stand. Såfremt det ønskes, at tribunen skal nedrives, skal der forventes omkostninger hertil på 1 mio. kr.
Størstedelen af arealet er beliggende i landzone, hvorimod arealet længst mod syd, hvor den gamle tribune er beliggende, ligger i byzone. Arealet længst mod syd er ligeledes omfattet af lokalplan 01-O-07.01, der udlægger det konkrete areal til træningshal, idrætsanlæg, kulturelle formål, vandrerhjem, rekreative formål, grønt område o. lign. Hele arealet er omfattet af kommuneplanramme 01-O-07 – Offentligt område, Stadion, Hedelund, der udlægger området til offentlige formål som grønt område, idrætsanlæg o. lign. Ifølge rammen ønskes området friholdt for bebyggelse, bortset fra bygninger i forbindelse med områdets anvendelse. Anvendelsen som boligområde er ikke i overensstemmelse eksisterende planlægning.
Anvendelse af arealet til boligformål i form at tæt-lave boliger kræver derfor udarbejdelse af kommuneplantillæg samt lokalplan for området.
Fagforvaltningen for Teknik og Miljø foreslår, Byrådet tager stilling til, om de ønsker igangsætning af planlægning for stadionarealet, herunder udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan.
Kilde: Brønderslev Kommune