Nordjysk Motor Co.
Nordjyske Bank
Bondestuen
Kaffebaren

I dag anbefaler Brønderslev Bibliotek en god, historisk roman. Nu, hvor foråret begynder at titte frem, er der ikke noget bedre end en god lydbog i ørerne. Du kan f.eks. lytte, mens du går og ordner haven, og så kunne intet være mere passende end at lytte til Ida Jessens roman “Kaptajnen og Ann Barbara”. Den handler nemlig om opdyrkningen af den jyske hede, så den passer perfekt som akkompagnement til havefifleri i lidt mindre skala. Det er vores superlæsende kollega Jytte Albrektsen, der anbefaler Jessens roman:

“Det er en af de bedste historiske romaner, jeg har læst længe. Det er en beskrivelse af Danmark i 1700-tallet og med udgangspunkt i det slidsomme arbejde med at opdyrke den jyske, golde hede. Den tyske kaptajn Ludwig von Kahlen slår sig ned på heden nær Viborg og er en ensom sjæl, indtil den unge kvinde Ann Barbara kommer til hans hus.

Ida Jessen er inspireret af virkelige personer og begivenheder fra den tid, og vi følger med i det slidsomme og fattige liv langt væk fra storbyerne og andre mennesker. En flok tyskere lokkes også til egnen af den danske konge med løfte om gratis jord. Med sig bringer de kartoflen til landet.

I ‘Kaptajnen og Ann Barbara’ får du alt: en fantastisk historie om et barskt liv mod naturens kræfter, ufattelig hårdt slid, fattigdom og sult, men også øjeblikke med kærlighed og varme. En på alle måder vidunderlig roman, som fortjener rigtig mange læsere – Ida Jessen skriver formidabelt.”

Flotte ord fra Jytte. Vil du også læse bogen? Så kan du reservere den på bibliotekets hjemmeside eller i appen Biblioteket (iOS / Android). Du kan også finde den på eReolen som lydbog og e-bog.

Hvis du vil have flere læsetips fra Jytte, kan du nu få udleveret Jyttes bogcafé-katalog på biblioteket. Her anbefaler hun nærved 80 af de bedste og mest bemærkelsesværdige bøger, hun har læst det seneste år.

Kaffebaren
Faarup skovhus
Bilhuset Biersted A/S