Kellermensch er et dansk rockband med rødder i Esbjerg. Kellermensch blev dannet i 2006 og antog deres navn med inspiration fra Fjodor Dostojevskijs Kældermennesket. Det 6 mands store rockorkester har de seneste år genopvakt rockmusikken.
Kellermensch har netop udgivet en ny single, ”Nothing”, deres første nye sang, siden de udsendte deres andet og meget roste album, Goliath, i januar 2017. Albummet udløste hos GAFFA kåringer som ’Årets album’ og ’Årets sang’ samt to Top 3-placeringer for hele årtiet.
Samtidig har de annonceret en Danmarksturné, hvor de allerede nu er begynd at sælge billetter til store koncerter til efteråret. Men inden da kan deres musik opleves i Øster Brønderslev!
Kellermensch spiller intens, sort, melodiøs og effektiv rockmusik på de klassiske instrumenter, men supplerer dem med trædeorgel, violiner, forvrængede guitarer, dundrende trommer, violin, kontrabas og tordenbrøl. På samme måde mikser de genrerne, men altid i de mørkere stilarter.
De er inspireret af musikere som Tom Waits og Nick Cave samt af kunst og god litteratur, og deres tekster tager udgangspunkt i hverdagens ofte barske og forvirrede begivenheder.
På scenen har Kellermensch udviklet sig fra et kompromisløst, larmende rockband i den esbjergensiske undergrund til et internationalt koncertfænomen, der bevæger sit publikum med smukke og intense, smertefulde og voldsomme liveoptrædener af dramaturgiske dimensioner.
Dette har ført dem til Europas største scener herunder Rock Am Ring, Rock Im Park, Wacken og Roskilde Festivals Orange Scene. Få kan favne Copenhell og Tønder på samme tour. Et sådant band er Kellermensch.
Det bliver en helt speciel og fantastisk stor oplevelse at høre dem lørdag 8. august på Bålhøj Festival i Øster Brønderslev!
Følg med på https://fowli.dk