Så er det igen tid til Klovneløbet
Fredag den 9. august 2019 kl. 11.00-18.00
Algade, 9700 Brønderslev,
Klovneløbet er et familieløb, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med.
Det handler ikke om at være hurtigst – det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.
Når du deltager i Klovneløb, støtter du nemlig indlagte børn i Danmark.
I Brønderslev er det Brønderslev Handel, der er lokale arrangører af Klovneløb.
Starten går fra: Algade i Brønderslev.
Rute: 1,2 km (svarer til to omgange – løber du kun én, er det også OK :).
Mødetid: Kom gerne i god tid – vi står klar fra kl. 17.00, og der er også masser af aktivitet i løbet af dagen:
Kl. 11.00: Klovnelandet åbner. Hoppeborg + andre sjove aktiviteter.
Kl. 16.30: Klovnelandet: Registrering/udlevering af klovnenæser. Algades Herrefrisør farver håret GRATIS i den farve du gerne vil –
Kl. 17.20: Klovne opvarmning.
Kl. 17.30: Klovneløbet 2019 start
Kl. 18.00: Medalje overrækkelse – Diplomer til alle – Lodtrækning af flotte gevinster blandt alle deltagere – Klovnekongen 2019 kåres ved lodtrækning blandt alle børn der er udklædt som klovn.
17:30 – 19:30
Om hospitalsklovnen:
Vi skaber hjerterum med plads til både sjov og alvor
Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. Vi møder og anerkender barnet der, hvor det er. I angsten, i glæden, i kedsomheden.
Når vi træder ind i et rum, ser vi de mennesker, der er – børn, pårørende og personale – og reagerer på den konkrete stemning. Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Måske er der brug for hjælp til at gennemføre en undersøgelse. Eller måske er der brug for, at vi sætter ord og krop på barnets smerte. Hospitalsklovnen deler sin styrke med barnet og giver, hvad der er behov for. For mange børn kan klovnen blive en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt. Og et anker at vende tilbage til.
Vi har en kuffert fuld af faglighed
Gennem århundreder har klovnefiguren været kendt som én, der kunne vende rollerne på hovedet og ændre stemningen i en given situation. Derfor er figuren så effektfuld i vores arbejde med børnene.
Danske Hospitalsklovne er ikke frivillige, men professionelt uddannede og lønnede. Det giver tryghed for både barn, forældre og hospitalspersonale. Vi har vores egen skræddersyede hospitalsklovneuddannelse, som er internationalt anerkendt og tager 1 ½ år at gennemføre. Klovnene bliver undervist i en bred vifte af kunstneriske værktøjer kombineret med træning i bl.a. relationsopbygning, neuropsykologi og samarbejde med personalet. På uddannelsen og i efteruddannelsesprogrammet udforsker vi hele tiden nye metoder til at støtte og bedre forstå mødet mellem klovnen og barnet. Lige nu er vi 52 klovne. Snart bliver vi ni flere.
Vi har et stærkt samarbejde med hospitalspersonalet og kan indtage flere roller
Vi tilpasser vores tilstedeværelse efter de enkelte behandlingssteders behov. Nogle steder kommer klovnene dagligt, andre steder ugentligt. Men vi tilstræber kontinuitet og fastholder relationen til de børn, der er på afdelingen i længere tid. I tæt samarbejde med personalet tilbyder vi vores hjælp i forskellige roller, hvor det passer ind i behandlingen. Vi kan være barnets legekammerat og skabe en positiv oplevelse. Vi kan være brobygger mellem børn, familier og personale og understøtte samarbejdet om behandlingen. Andre gange er vores vigtigste rolle blot at være til stede som barnets vidne i en svær situation.