Fritids- og Kulturudvalget skal drøfte tilskud til et fælles projekt mellem Voergaard Slot, MOSS og Frankrig om formidling og forskning.
I juli måned blev der holdt møde med den franske ambassadør Caroline Ferrarri, den franske konsul samt formand for Voergaards Slots bestyrelse Anker Laden, borgmester Mikael Klitgaard og fritids- og kulturchef Lotte Worup. På mødet blev ideen om et samlende projekt mellem Voergaard Slot, MOSS og Frankrig drøftet. Borgmester Mikael Klitgaard ønskede, at fritids- og kulturchef Lotte Worup indgår i samarbejdet som Brønderslev Kommunes repræsentant.
Projektet tager udgangspunkt i den store kunstsamling, som i dag har til huse på Voergaard Slot. Kunstsamlingen består af kunst og kultur fra store dele af verden, og illustrerer hver en del af den fælles verdenshistorie og identitet. Samlingen er et udtryk for de danske tråde til verdenshistorien, og samtidig det internationale islæt, som præger ikke bare den danske historie, men også den danske identitet. Projektet er delt mellem en forsknings- og formidlingsdel, med udspring i den faktuelle historie om, hvordan en kæmpe kunstsamling fra hele verden blev flyttet fra Frankrig og til Voergaard Slot.
For Brønderslev Kommune er projektet en unik mulighed for at danne ramme om ikke blot et stykke ukendt Danmarkshistorie, men også dele af vores fælles verdenshistorie, med tråde til nogle af de store verdensbegivenheder som 1. og 2. Verdenskrig.
Projektet er i sin spæde opstart, og der er nedsat en foreløbig projektgruppe bestående af museumsleder Anne Provst, formand for Voergaard Slots bestyrelse Anker Laden og fritids- og kulturchef Lotte Worup.
Projektgruppen arbejder i øjeblikket på at få etableret et samarbejde mellem de franske vingårde, fransk universitet, Aalborg Universitet, fonde, bestyrelser og Brønderslev Kommune.
For at igangsætte arbejdet, er der udover generel kommunal opbakning til projektet, behov for et kommunalt tilskud til projektudviklingen på 25.000 kr. ved siden af et startbeløb fra Voergaard Slot.
Fagforvaltningen for Børn og Kulturforeslår, at Fritids- og Kulturudvalget drøfter kommunal opbakning og tilskud til projektet.
Kilde: Brønderslev Kommune