Litteraturens mandfolk var vendelbo
Den 27. september udkommer bogen Erling Kristensen. Nærbillede af et digterliv. Den er skrevet af ph.d. i litteraturvidenskab Karin Bang, der har haft mulighed for at følge Kristensens livsomstændigheder tæt, bl.a. fordi hans børnebørn har stillet alt, hvad de har af private breve, dagbøger, notesbøger, fotografier, dokumenter og manuskripter til hendes rådighed.
Vendelboforfatteren Erling Kristensen er i dag næsten glemt. Han var en 30-årig periode en af tidens markante stemmer, der gav anledning til voldsomme diskussioner, fordi han i flere samfundskritiske romaner skrev mindre pænt om bønder og meget kritisk om landarbejderes forhold. Bogens første kapitel begynder med afsnittet ”Opvækst i fattigdom”:
”Et gammelt, ensomt hus i et gråt, fladt og blæsende oktoberlandskab var det erindringsbillede, der viste sig, når Erling Kristensen tænkte tilbage til sin tidligste barndom. Billedet stammer fra den time, da hans forældre skulle flytte fra stedet, hvor han blev født. Da opstod en trykkende følelse af at være helt uden hjem.
Erling Kristensen blev født i Kræn Jensens hus på Holte Hede i Vendsyssel den 9. juni 1893. Holte Hede ligger nord for Brønderslev, omtrent midtvejs mellem Tolstrup og Serritslev. Han hed slet ikke Erling, og efternavnet var ikke med ”K”. Han blev navngivet uden dåb, og navnet var Christen Jensen Christensen. Det blev først ændret langt senere. Her bliver han dog konsekvent kaldt Erling.
Hans far, Christian Peter Christensen, var landarbejder med skiftende arbejdssteder, ofte på en herregård. Familien flyttede i alt 16 gange fra den ene dårlige landarbejderbolig til den anden i løbet af Erlings første 11 leveår. I sommeren 1907 fik den endelig sit eget og blivende hjem på en bakke i Refsnæs lidt uden for Vrå.”
Kristensen blev uddannet cykelsmed og fik sit eget værksted i Vrå, som han måtte opgive, fordi det blev boykottet, da hans første roman Støtten – bondepsykologisk Romanstudie var udkommet i 1927. Hans næste bog, Byen mellem to Taarne, der viser det forkrøblede menneskeliv i en lille stationsby, vakte raseri i Vrå. Mange betragtede romanen som en nøgleroman, og flere mennesker følte sig hængt ud. De anså Kristensen for at være afstumpet, hadsk og ondskabsfuld. Debatten om bogen rasede.
Han er blevet kaldt litteraturens mandfolk – og ikke uden grund. Hos ham var der ikke nogen vaklen, han skrev det, der trængte sig på, også selv om han fik modstandere og modtog trusselsbreve.
Kristensen skrev meget andet end samfundskritiske romaner. Hans bog Mens vindrosen blomstrede – de vendsysselske vindmotorers historie, er et kulturbillede fra mellemkrigstiden om livet på landet. Han udgav også flere novellesamlinger, hvoraf Den sidste færge fra 1958 er den bedste. Anmelderne var ikke i tvivl om hans evne til at behandle et emne i novellens knappe form. Nogle af novellerne blev kaldt mesterfortællinger og noveller i højeste klasse, og Kristensen blev af en anmelder udråbt som en af de modneste og fineste forfattere i dansk prosa. an havde stor empati, var en fin fortæller og fremragende skildrer af både natur og menneskers psykiske tilstande.
Meget af sit liv var han økonomisk dårligt stillet, i perioder direkte fattig. Havde han ikke som ung lært den jævnaldrende socialdemokrat Julius Bomholt at kende, er det tvivlsomt, om han havde kunnet klare sig. Bomholt, der værdsatte hans forfatterskab, kom ham gang på gang til undsætning.
Den omfattende bog om Erling Kristensen er ikke kun et portræt af en forfatter. Den indeholder både historie og kulturhistorie: 1930’ernes krise, arbejdsløshed og fattigdom, krigsårene i 1940’erne og fremvækst af radio og fjernsyn.