Josephine Valentin har stået på hovedet de seneste par uger for at få lavet et superfedt sommerprogram på biblioteket for kommunens børn og unge, og i år kan børnene f.eks. få lov at overnatte på biblioteket og lave kunst ud af bøger.
Men Josephine har faktisk også haft tid til at læse en tegneserie eller to. Hun elsker nemlig tegneserier – både dem med superhelte i og dem, der giver en noget at tænke over. Hvis vi har brug for et billedligt input, så er det hende, vi spørger, for hun har som regel et godt forslag. Du kan f.eks. starte med tegneserien ”Katarsis” af Luz:
“2015 var knap startet, før vi alle hørte om de forfærdelige mord i forbindelse med Charlie Hebdo. Vidste du, at en af de faste tegnere kom en time for sent den dag? At han ankom til en gidseltagning og derpå et blodbad, hvor alle på nær én af hans nærmeste kollegaer og venner var døde?
Jeg gjorde ikke, og da jeg tog “Katarsis” af Luz med hjem, havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle have gåsehud gennem hele læsningen, at jeg blev nødt til at flytte bogen for ikke at græde snot i den, og at den stadig knuger i mit bryst. Jeg får ofte ikke lige læst teksten bag på bøger, og jeg læser nærmest altid forordet bagefter, fordi det afslører for mange ting i min optik, så jeg fik nogle gedigne følelsesmæssige tæv, da jeg læste den her tegneserie.
Med sin simple streg, humor og kærlighed fortæller Luz om det at være den, der er tilbage, om ikke at kunne udføre sit arbejde, om skyld, om stadig at elske sin kone og om at have huller i hukommelsen, når sorgen og vreden tager over. Den tager måske en time at læse, men den er meget mere end sin simple forside og hurtige læsetid, den er ganske enkelt helt sublim.”
Josephine står altid klar på biblioteket med flere anbefalinger til gode tegneserier. Se et udpluk lige her.
Du kan også gå på opdagelse i sommerens aktiviteter for børn og unge lige her.
Og så kan du selvfølgelig reservere tegneserien ”Katarsis” på bibliotekets hjemmeside eller i appen Biblioteket (iOS / Android).