Ungdomsbøger er ikke kun for unge, og man kan faktisk få rigtig meget ud af at læse en ungdomsbog som voksen. Det ved Brønderslev Biblioteks dygtige børnebibliotekar Jette Thorndal Madsen alt om. Jette læser rigtig mange bøger i løbet af et år, både for børn og voksne, og som hun siger, så er der bare nogle bøger, der sætter sig større spor i hjertet end andre. ”Og så drukner jeg” af Ditte Wiese er en af dem:
“Bogen handler om Josephine, der går i gymnasiet. Josephine er en af de piger, vi til tider vil kalde for en 12-talspige. Piger, som udadtil ser ud til at klare alt godt. Hun klarer sig godt i skolen og blandt vennerne. Udadtil synes alt til at være det perfekte liv. Og det perfekte liv er da også det, Josephine stræber efter. Hun SKAL klare sig godt i skolen, hun SKAL have de rigtige venner og den rigtige kæreste, hun SKAL se ud på den rigtige måde. Presset, Josephine lægger ned over sig selv, bliver for stort, og hun kan ikke blive ved med at rumme det.
Bogen satte tanker i gang hos mig, tanker om, hvor hårdt det kan være at være ung i dag. Jeg synes, at det er en af de vigtigste bøger længe, både til unge og til deres forældre. Eller til dem, der bare gerne vil forstå ungdommen.”
Hvis du reserverer bogen på vores hjemmeside eller i appen “Biblioteket” (iOS / Android), kan du hente den udendørs ved Brønderslev Bibliotek. Vil du hellere blive inde i varmen, så findes bogen også som e-bog og lydbog på eReolen.
God fornøjelse og god weekend fra Brønderslev Bibliotek.