Døren til Nordeas lokale filial i Hjørring og Brønderslev er fortsat lukket, men nu tager banken det første skridt mod en genåbning. ”Vi ser frem til at møde vores kunder igen,” siger filialdirektør Betina D. Jensen, som også fremhæver tre vigtige ting at være opmærksom på i disse tider.
Siden mandag den 27. april har det igen været muligt at holde fysiske møder i Nordea. Vel at mærke når der er tale om planlagte møder med en rådgiver.
– I den seneste tid, hvor vi har hjulpet og rådgivet vores kunder telefonisk og digitalt, har mange fået øjnene op for, hvor meget de rent faktisk kan klare på den måde. Nu er det så igen muligt at aftale og holde fysiske møder med rådgiveren i filialen, og det glæder vi os meget over, siger filialdirektør Betina D. Jensen og understreger, at alle myndighedernes retningslinjer naturligvis bliver overholdt til punkt og prikke.
Bankens rådgivere sidder fortsat klar til at mødes online med de kunder, som foretrækker at klare bankmødet hjemmefra. Hvornår adgangen til filialen i Hjørring og Brønderslev åbnes helt igen, afhænger af myndighedernes udmeldinger.
Nordeas filialdirektør peger i øvrigt på tre forhold, som kan være gode at have for øje.
Boligmarkedet bliver berørt
-Som boligejer er det vigtigt, at du løbende forholder dig til, om du har det rette boliglån – ikke mindst nu, hvor markedet og boligrenterne er udsat for høj bølgegang. Både i forhold til din risikoprofil, den aktuelle rentesituation og dine planer for fremtiden. Lige nu oplever vi en lavere aktivitet på boligmarkedet, men det er for tidligt at sige noget klart om, hvordan og hvor meget krisen vil påvirke markedet på sigt, siger Betina D. Jensen.
Corona-virussen påvirker aktiemarkederne
Efter markante kursfald i marts har aktiemarkederne oplevet solide stigninger de seneste uger. De kraftige svingninger kan gøre det svært at vide, hvordan man skal forholde sig som privat investor:
-I urolige tider som disse er vores vigtigste råd at have is i maven. Vi anbefaler kunderne at investere langsigtet og i øvrigt bevare deres risikoprofil ved at holde fordelingen mellem aktier og obligationer over tid, lyder rådet fra Betina D. Jensen.
På nordea.dk kan du følge udviklingen og få et overblik over, hvad corona-virussen betyder for dine investeringer.
Pas på digitale svindlere
Endelig opfordrer Nordea endnu en gang borgerne til at passe på skruppelløse kriminelle, som forsøger at udnytte mennesker – og især de ældre generationer. Det kan eksempelvis ske i form af falske webbutikker, der lokker med lidt for gode tilbud, hvis blot folk vil udlevere deres personlige oplysninger.
Husk derfor aldrig at udlevere dine NemID-oplysninger eller adgangskoder, lyder rådet fra Nordeas filialdirektør.
På nordea.dk kan du finde fem enkle råd til, hvordan du mindsker risikoen for at blive snydt
af digitale svindlere.
Kilde: Nordea