Bedemand John Olsen
Nordjyske Bank
Bondestuen
Bjælkehytten

Det var et tiltrængt gensyn med trofaste kunder for den nordjyske hydraulikvirksomhed Serman & Tipsmark, da de i sidste uge udstillede på HI Messen, Skandinaviens største teknologi- og industrimesse. Det er første gang siden coronanedlukningen, at virksomheden har været på messe, og det personlige møde kan ganske enkelt ikke erstattes af hverken video eller telefon, lyder det fra administrerende direktør Alex Laursen.

På trods af uendelige digitale muligheder for at kommunikere er og bliver et ægte, fysisk møde med øjenkontakt nu engang den bedste måde at opbygge og styrke relationer. Det mener Alex Laursen, administrerende direktør for den Brønderslev-baserede hydraulikvirksomhed Serman & Tipsmark, efter han og en god håndfuld kolleger for første gang siden coronanedlukningen deltog på en messe. Det var på intet mindre end Skandinaviens største teknologi- og industrimesse, HI Messen, som fandt sted i Messecenter Herning i løbet af sidste uge.

– Vi plejer at udstille på HI Messen, da det ganske enkelt er det bedste sted at hilse på kunder og samarbejdspartnere fra branchen. Det er en unik mulighed for at møde både de trofaste kunder igennem mange år og for at træffe potentielle nye kunder. Det personlige møde giver bare en anden kontakt end mails og opkald, siger Alex Laursen efter tre gode og berigende messedage.

HI Messen finder sted hvert andet år, og Serman & Tipsmark har deltaget som udstiller på messen over 10 gange. Over 500 forskellige virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner udstillede på årets messe, der ifølge arrangørerne er et vidensforum for hele industrien med netværk, inspiration og viden i højsædet.

Udover et glædeligt gensyn med kunderne løftede Serman & Tipsmark også sløret for en kommende webshop på messen. Som forhandler af top-brands indenfor hydraulikkomponenter vil den kommende webshop gøre det langt lettere for kunderne at bestille præcis de komponenter, de har brug for – noget, som har været efterspurgt af mange kunder.

– Med en webshop gør vi det endnu nemmere for vores kunder at bestille lige den reservedel eller komponent, som de står og mangler. Det er en service, som har været et stort ønske fra mange af vores kunder, så det er en fornøjelse at kunne efterkomme det, siger Alex Laursen.

Det er 57 år siden, at HI Messen fandt sted for første gang, og Alex Laursen ser allerede frem til næste messe, der efter planen finder sted om to år.

Om virksomheden:

Serman & Tipsmark er specialister i avanceret hydraulik og leverer til industri-, offshore/marine-, mobil- og energiområdet. Virksomheden har hovedsæde i Brønderslev og serviceafdelinger i Brønderslev og Tommerup. Der er cirka 45 ansatte fordelt på produktion/værksted, service, logistik, salg, PTA/udvikling og administration.

Kilde: Trine Kristensen

Kaffebaren
Suvo
Hvilshøj Auto
Bilhuset Biersted A/S