K.E.C. Jammerbugt kulturcenter
Vejgaard sten og krystaller
PrinterEksperten

Ny parkeringskontrol og dedikerede p-pladser skal gøre det nemmere for patienter og pårørende at finde et sted at parkere på Aalborg Universitetshospital Syd og Nord.

Det er velkendt, at det ofte kan være svært at finde en parkeringsplads ved Aalborg Universitetshospitals matrikler Syd og Nord.

For at sikre, at pladserne bliver anvendt af personer med ærinde på hospitalet, bliver der fra 15. januar 2020 indført ny parkeringskontrol i samarbejde med APCOA.

Samtidig bliver pladserne foran Aalborg UH, Syd ud mod Hobrovej og i indre gård på Aalborg UH, Nord reserveret til patienter og pårørende.

På alle patient/pårørende parkeringspladser er der parkering i 1 time.

Har man brug for at holde i længere tid, indtastes bilens registreringsnummer på en tablet i forhallen eller den afdeling, man besøger – herefter bliver parkeringstiden forlænget 12 timer.

– Jeg både håber og forventer, at vi med den nye parkeringsordning vil gøre det mere overskueligt for patienter og pårørende at finde en parkeringsplads ved hospitalet. Hvis man har ærinde på hospitalet, står man ofte i en svær situation, og der vil vi gerne hjælpe med at kunne fokusere på dét, der betyder noget, siger teknisk chef Steffen Carl Jacobsen, Teknisk Afdeling.

Det er naturligvis gratis at parkere ved hospitalet. Der vil dog være parkeringsvagter, der sikrer, at reglerne bliver fulgt.

Se kort over, hvor patienter og pårørende kan parkere, på:

www.aalborguh.rn.dk/parkering

Medarbejdere på Aalborg UH, Syd får fra 15. januar eneret til at parkere i Parkeringshuset på Mølleparkvej og P-pladsen ved Urban.

Se et kort videospot henvendt til patienter og pårørende: 

https://aalborguh.rn.dk/-/media/Hospitaler/AalborgUH/Mediemappe/Parkering-Aalborg-UH_1920x1080.ashx?la=da

Kilde: Region Nordjylland

Springeren
Bilhuset Biersted A/S