Torsdag d. 12. september var der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Nejst Rideklub, det eneste punkt på dagsordenen, var at finde ny bestyrelse. Formand Lone Holm og resten af bestyrelsen var løbet sur i arbejdet og havde ikke mere energi at lægge i arbejdet.
Den afgående bestyrelse forklarede sig i en skrivelse på klubbens facebookside:
Den afgående bestyrelse vil gerne sige tak for denne gang, og fortælle lidt om hvilke overvejelser og opgaver, der har gået gennem bestyrelsen den seneste tid.
For 1.5 år siden havde vi en økonomisk udfordring med underskud pga. faldende medlemstal og faldende antal elever i elevskolen. Vi fik dengang lavet en ny lejekontrakt med vores udlejer, som betød, at vi mere end halverede huslejen og fik en uopsigelighedsperiode på 5 år (til at genopbygge økonomi mv) – til gengæld overtog vi driften af elevhestene (både økonomisk og fysisk). Vi var godt klar over, at det betød et øget antal opgaver, men der var mange positive sider, bl.a. at udlejer fik mere frihed i sin dagligdag, klubben fik friere rammer mht. elevhestene og en mere jævn likviditetsstrøm. På nuværende tidspunkt ser klubbens økonomi rigtig fin ud – og der d.d. er et indestående i banken på godt 47.000 kr. Men det har krævet meget administration og optimering på alle tænkelige udgifts- og indtægtsposter. Ydermere ligger der en donation fra Ø. Brønderslev Sparekassefond på 30.000 kr. til nye dommertårne.
Det seneste halve år har været lidt sej, og der er kæmpet for at få skabt rammer for udvikling af klubben. Bestyrelsen har bl.a. deltaget i kurser omkring optimering og udvikling af rideklubber/foreninger. Men vi har måttet erkende, at ingen af os har mere energi, og har derfor besluttet at gå af. Vi har drøftet klubbens fremtid og muligheder med kommunen og idrætssamvirket. De muligheder, der er, er flg.: fortsætte som det er nu med en ny bestyrelse, fusionere med en anden forening eller opløse klubben.
Den sidste mulighed vil ikke komme nogen af klubbens medlemmer til gode, hvorfor vi ser den som en absolut sidste udvej. Den første mulighed er naturligvis førstevalget, men vi har været usikre på, om der kan kunne stilles en ny bestyrelse, idet det for 1,5 måned siden var meget begrænset, hvem der havde tid/lyst til at gå med i bestyrelsen. Den anden mulighed har også været drøftet i tidligere bestyrelser i klubbens historie. Men en sådan løsning skal gennemtænkes/gennemarbejdes, og medlemmerne skal naturligvis være med på det, og de to foreninger skal være forenelige. Af gensidig respekt/tillid/rettidig omhu vil en første kontakt være i dyb fortrolighed, da info skal komme samtidig i begge foreninger.
Tanken har været at fremlægge ovenstående muligheder på en generalforsamling, hvor førstevalget naturligvis vil være at fortsætte med en ny bestyrelse, såfremt udlejer ønsker at fortsætte lejemålet. Og hvis det ikke ville være muligt at stille en ny bestyrelse, kunne fusion foreslås – men ville naturligvis skulle besluttes af generalforsamlingen – ikke her og nu men over tid og via oplysende møder mv., så en beslutning tages på et oplyst grundlag. Klubben er i dag blevet beriget med en ny bestyrelse med en masse energi, og vi ønsker klubben og dens medlemmer alt godt for fremtiden.
Den nye bestyrelse består af:
Formand Lise Storgaard. Menige bestyrelsesmedlemmer: Eva Marie Vind, Ann Øland Lodberg, Zarah Madeline Klitager, Dorthe Tirsvad Sørensen, Camilla Kiks Nielsen samt Tenna Michelle Nielsen.
Som suppleanter blev Jannie Jensen og Marie Wagner valgt.