I Brønderslev Kommune arbejdes der løbende med forbedring og effektivisering af arbejdsgange ved hjælp af digitalisering. En ny digital selvbetjeningsløsning til madservice ses således som en del af dette arbejde.
Sundheds- Ældre og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune har i 2017 haft et succesfuldt arbejde med indførelse af selvbetjeningsløsning til madservice. Både medarbejdere, leverandører såvel som borgere har tilkendegivet, at selvbetjeningsløsningen er en succes.
På den baggrund foreslår Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd, at der indføres en digital selvbetjeningsløsning til madservice i Brønderslev Kommune.
Løsningen indeholder følgende digitaliserede arbejdsgange:
- Ansøgning om visitation til madservice
- Samtykkeerklæring
- Fuldmagt til betaling ved træk i pension
- Pause/genoptage tilmeldingen til madservice
Selvbetjeningsløsningen håndterer således hele processen fra ansøgning til valg af mad og betalingsmetode samt digital underskrift.
Ansøgning via selvbetjeningsløsningen foretages på en PC/Tablet og kan benyttes af borger enten alene eller sammen med en pårørende eller en medarbejder.
I forhold til Visitationen medfører selvbetjeningsløsningen, at der ikke længere foretages registreringer i Nexus. I stedet vil Visitationen fremover have til opgave at vejlede og rådgive borgerne i forbindelse med anvendelse af selvbetjeningsløsningen inden for Visitationens almindelige åbningstid.
Samlet set vil selvbetjeningsløsningen gøre det nemmere og mere tilgængeligt for borgerne at bestille samt afbestille mad efter behov. Det vil samtidig aflaste sagsbehandlingen i Visitationen.
Opsætning af selvbetjeningsløsningen vurderes at være teknisk mulig med det udstyr, kommunen har til rådighed i dag. Derfor kan løsningen implementeres uden udgifter udover konsulenttimer til opsætning og test.
Forvaltningen forventer at have løsningen klar til drift den 1. januar 2020. Tiden indtil da bruges på opsætning og test.
Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd foreslår, at Ældreomsorgsudvalget godkender indførelsen af en digital selvbetjeningsløsning til madservice.
Kilde: Brønderslev Kommune