Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg nr.17 og lokalplan 01-C-27.01
Byrådet godkendte den 18. december 2019 forslag til kommuneplantillæg og lokalplan 01-C-27.01 Aflastningsområde Jernaldervej, Brønderslev. Planforslagene er udarbejdet for at give mulighed for at udlægge et aflastningsområde til udvalgsvarehandel ved Jernaldervej i Brønderslev, hvor der i dag kun er mulighed for handel med særligt pladskrævende varegrupper.
Planforslaget har været i offentlig høring i perioden fra den 19. december 2019 til den 13. februar 2020. Fagforvaltningen har modtaget 2 høringssvar. Et, hvor der ingen bemærkninger er, og et, hvor indsiger ønsker arealet på den modsatte side af Ålborgvej inddraget i planerne.
Byrådet skal tage stilling til, om planforslagene kan vedtages endeligt.
Byrådet godkendte den 18. december 2019 forslag til kommuneplantillæg nr. 17 og lokalplan 01-C-27.01 Aflastningsområde Jernaldervej, Brønderslev.
Planforslagene er udarbejdet for at give mulighed for at udlægge et aflastningsområde til udvalgsvarehandel ved Jernaldervej i Brønderslev, hvor der i dag kun er mulighed for handel med særligt pladskrævende varegrupper.
Udvalgsvarehandel skal som udgangspunkt ske inden for de områder, der i kommuneplanen er udpeget til bymidte. Med ændringen af planloven i 2017 blev der dog givet mulighed for, at kommunerne kan udlægge aflastningsområder til detailhandel uden for bymidterne, hvis den pågældende by har et tilstrækkeligt kundegrundlag.
Efter Jem & Fix’ placering i området er der opstået interesse for at udnytte planlovens nye muligheder og placere udvalgsvarebutikker i området.
Forud for udarbejdelse af planforslagene til kommuneplantillæg nr. 17 og lokalplan 01-C-27.01 har der været en fordebat. I fordebatten blev der udtrykt bekymring for aflastningsområdets effekt på bymidten i Brønderslev. For at sikre en differentiering af bymidten (særligt de oprindelige handelsgader) og aflastningsområdet, fastlægges aflastningsområdets anvendelse til store udvalgsvarebutikker med en minimumsstørrelse på 800 m2. Der må desuden ikke placeres dagligvarebutikker i området. Begrænsningerne blev fastlagt i forbindelse med Byrådets behandling af fordebatten på Byrådets møde den 26. juni 2019.
Lokalplanen har derudover til hensigt at sikre en harmonisk og præsentabel facade langs Ålborgvej og Jerslevvej, og indeholder derfor bestemmelser om beplantning og skiltning.
I forbindelse med forespørgsler om fortolkning af servicefunktioner, foreslår fagforvaltningen lokalplanens § 3.1 ændret for at forklare, hvilke typer servicefunktioner der må etableres i lokalplanområdet. Den oprindelig § 3.1:
§ 3.1 Lokalplanområdet må kun anvendes til:
- Engrosvirksomhed
- Servicevirksomhed
- Detailhandelsformål samt
- Mindre værksteder i tilknytning til detailhandelsvirksomhed.
- Detailhandel må kun etableres i form af udvalgsvarebutikker, herunderbutikker, der alene handler med særligt pladskrævende varegrupper. Der må ikke etableres dagligvarebutikker.
Fagforvaltningens forslag til ændring af § 3.1:
§ 3.1 Lokalplanområdet må kun anvendes til:
- Engrosvirksomhed
- Servicevirksomhed i form af tankanlæg, vaskehaller og lignende funktioner
- Detailhandelsformål samt
- Mindre værksteder i tilknytning til detailhandelsvirksomhed.
- Detailhandel må kun etableres i form af udvalgsvarebutikker, herunderbutikker, der alene handler med særligt pladskrævende varegrupper. Der må ikke etableres dagligvarebutikker.
Høringssvar
Der er modtaget 2 høringssvar til planforslagene. Det ene er fra Banedanmark, der oplyser, at de ingen bemærkninger har til forslaget. Det andet er en indsigelse fra Landinspektør Nord A/S på vegne af TKL Ejendomme A/S, som ejer flere ejendomme på den modsatte side af Hjørringvej fra lokalplanens beliggenhed. De vil gerne udvide lokalplanens afgrænsning, således at den også omfatter deres ejendomme.
Plangrundlaget for det pågældende område ved Drachmannsgade og Industrivej er under revision. Fagforvaltningen anbefaler derfor, at ønskerne i stedet henvises til denne proces, og ligeledes medtages i overvejelserne om revision af kommuneplanens detailhandelstema.
Fagforvaltningen for Teknik- og Miljø foreslår, at Byrådet vedtager kommuneplantillæg nr. 17 og lokalplan 01-C-27.01 Aflastningsområde Jernaldervej, Brønderslev endeligt med ovenstående præcisering af § 3.1.
Lokalplanafgrænsning – Drachmannsgade bolig og erhverv
Lokalplan 01-C-27.01
Kommuneplantillæg nr. 17
Oversigtskort – Jernaldervej, Brønderslev