20.8 C
Brønderslev
16. juni 2019 16:06
Hjem Bloggere PENGENE SKAL TJENES FØR DE KAN BRUGES

PENGENE SKAL TJENES FØR DE KAN BRUGES

Jeg tror, jeg deler en ambition om at gøre Danmark til verdens bedste velfærdssamfund med rigtig mange danskere.
Men jeg ved også, at før vi kan investere i velfærd, så skal der være et stærkt fundament. Et erhvervsliv, der er stærkt og konkurrencedygtigt både hjemme og ude i verden – og kan ansætte mennesker. Så vi får nogle skattekroner i kassen. Fordi pengene skal tjenes, før de kan bruges. Lige som i vores privatøkonomi.
Det er vigtigt. Ja, det er nødvendigt for den, der vil investere i velfærd. Når jeg vil ansætte flere i vores børnepasning, vores sundhedsvæsen, vores folkeskoler og i vores ældrepleje, så skal der være penge til at uddanne dem og penge til at udbetale deres løn. Ellers bliver det ikke til noget.
Derfor er jeg lige så optaget af at skabe gode rammevilkår for vores erhvervsliv, som af at love flere penge til velfærd. 
Derfor er jeg optaget af at fjerne afgifter, som trækker kapital og energi ud af vores mange små og store virksomheder. 
Derfor er jeg optaget af at reducere regulering, som tager tid og overblik og energi ud af vores virksomheder.
Jeg er optaget af at sikre, at vi skal være blandt verdens rigeste lande. At vi kan sikre gode arbejdsforhold og vellønnede job til danskerne. 
Jeg er optaget af, at Danmark bliver et af verdens bedste lande at starte og drive virksomhed i. Så vi sikrer, at danske virksomheder og arbejdspladser bliver i Danmark. 
Hvis den økonomiske plan for Danmark i stedet fokuserer på skatter og afgifter for vores virksomheder, som deres udenlandske konkurrenter ikke bliver opkrævet af deres regeringer, så fører vi Danmark til stigende ledighed og flere mennesker på overførselsindkomster. Penge, der går fra vores velfærdsambitioner.
I Aalborg så vi det eksempelvis med Aalborg Portland – verdens mest miljøansvarlige cementproduktion – der med indførelsen af nox afgiften gik i investeringsstop. Portlands udenlandske ejere drejede på skruen. Sådan går det igen, hvis velfærdsløfter skal finansieres af nye skatter og afgifter på danske virksomheder og danske skatteborgere. Det har Danmark ikke fortjent. Det er Aalborg ikke tjent med. Så tænk dig om, før du stemmer. Pengene skal tjenes, før vi kan bruge dem.

Af Maja Torp, folketingskandidat (V) i Nordjylland og byrådsmedlem i Aalborg, Tritonvej 11, 9210 Aalborg SØ

WP Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com