Intimkoncert på Nygårdsminde Vingård – dansk musik med dansk vin!
Oplev en flot cocktail af danske musikere og dansk vin på Nygårdsminde Vingård!
Finurlige hverdagssangskrivere med historiefortællingen i højsædet
MC Hansen og Søren Manscher er professionelle sangskrivere af helt særlig kaliber, når det
kommer til at skabe og formidle den gode sang. Efter at have fulgt hinandens arbejde det
sidste årti, er de to kolleger nu gået sammen med Nygårdsminde Vingård om et fællesprojekt, der indebærer to koncerter på to dage ledsaget af dansk vin.
Koncerterne er støtte af Kulturministeriet og Nygårdsminde Vingård.
Praktiske oplysninger om arrangementet
Koncerterne afholdes på flg. tidspunkter på Tolstrupvej 102, 9700 Brønderslev:
Søndag den 6/9 kl. 15-17 og Mandag den 7/9 kl. 17-19.
Billetpriser: Unge under uddannelse: 110 kr inkl. Rundvisning ellers 169 kr. inkl et glas vin og rundvisning.
Der er mulighed for at købe vin og vindruesaft. Både ½ time før og umiddelbart efter
koncerterne er der mulighed for en lille rundvisning med vinbonden og en snak om de
aktuelle udfordringer som økologisk vinbonde.
Tilmelding er nødvendig, se mere på www.nygaardsminde.dk
Sprudlende fortælleglæde og arven fra Bob Dylan – M.C. Hansen
M.C. Hansen har vundet flere priser – blandt andet blev han Årets Sangskriver ved Danish
Music Awards Folk 2017, årets musikalske iværksætter i 2018 og samme år tildelte
komponistforeningen DPA ham deres Påskønnelseslegat. Når MC Hansen går på scenen er
nøgleordet nærvær.
Den musikalske inspiration spænder fra amerikansk folk- og countrymusik til dansk
historiefortælling a lá Benny Andersen. Fra Woody Guthrie, Bob Dylan og Townes Van Zandt
til Ulf Lundell og Allan Olsen. På Niels Hausgaardsk manér leverer M.C. Hansen alle sine
historier med lige dele fortællelyst og humor.
Der er historien om M.C. Hansens morfar, der var postbud på den samme postrute i 42 år og døde midt i en sætning under sin guldbryllupstale til sin kone. Eller den om hans hustru
Carina, som han mødte som 16-årig i 76’eren mellem Faxe Ladeplads og Næstved. Der er
historien om terrorangrebet på Krudttønden i 2015. Eller den om Balle-Lars, der i 1858 skød og dræbte en enke i Præstø og blev hovedperson i Danmarks næstsidste offentlige
henrettelse. Og den om den spæde unge kærlighed, som man kan møde på en villavej.
M.C. Hansens univers er befolket med drømmere og lokale originaler fra hjemegnen
Jungshoved i Præstø Fjord. Med par, der længes efter forældreskabet. Katte, der bliver kørt
over ved købmand Flemmings butik. Og gammeldags mænd, der har svært ved det med
følelserne og ikke kan fordrage nymodens fænomener som kerner i brødet.
Hverdagens små finurligheder – Søren Manscher
Søren Manschers musik er sanselige betragtninger på hverdagens små finurligheder.
Sangenes udgangspunkt er den gode historie og behandler relativt uudforskede temaer som bizarre blafferture gennem Jylland, forbudte venindefantasier eller det at skralde i en rig kommune og pludselig møde sin bedste barndomsven.
Oktober 2019 udgav Søren debutalbummet, “Det er balancerne der holder sammen på det
hele”, og turnerede som support for Søren Huss over hele Danmark. Førstesinglen, “Jeg ser
lagener blafre i vinden”, er blevet spillet flittigt på P4 og rost af bl.a. Politiken.
Om sin sangskrivning fortæller Søren:
“Under min studietid i Aarhus følte jeg trang til at skrive i et meget mere jordnært sprog,
sådan helt konkret skrive om de små ting, der sker i hverdagen. Eksempelvis om mærkelige fester, jeg har været til, pinlige kommentarer, jeg har overhørt og akavede situationer, jeg har stået i, kærestesnakke – ting, som folk let kan forholde sig til og spejle sig i”.
Et gennemgående tema i sangene på “Det er balancerne der holder sammen på det hele” er forsøget på at forstå og navigere i dagligdagens sociale spil samt begå sig mellem sine
medmennesker. Teksterne kredser om stort og småt i hverdagen, hvor det nære og
relaterbare altid er inden for rækkevidde. Som titlen indikerer, er det ofte en svær
balanceakt at få enderne til at mødes.
Søren kan desuden kendt for sine berygtede huskoncerter, hvor han tager rundt alene i
landet og spiller i intime set-ups i folks private stuer.
Se mere på www.nygaardsminde.dk