Nordjysk Motor Co.
Nordjyske Bank
Bondestuen
Kaffebaren

Det er svært at sige, hvilken sommer vi går i møde. Bliver de næste to måneder fyldt med bagende sol, en tørkegul græsplæne og krukker, der skal vandes konstant? Eller ser vi ind i en såkaldt sommer med lunere temperaturer, hvor du kun slår parasollen op for at sidde i læ for regnen? Uanset hvad står litteraturteamet på Brønderslev Bibliotek klar med en række boglige anbefalinger til din sommerferie. Ida Maagaard Jensen, Jytte Albrektsen, Kirstine Grøngaard og Gitte Winneche arbejder til daglig med litteratur og læsning i alle former på biblioteket. Her præsenterer de nogle gode bud på sommerbøger, og så løfter de sløret for deres egne læseplaner denne sommer.

Ida anbefaler: midtjysk western og social lytning

Uanset hvordan sommeren bliver, er én ting sikkert: Jeg skal læse bøger, for det er den ultimative ferieform for mig. Destinationen i år hedder Nordsjælland, og det er ensbetydende med en hel del timer på passagersædet, hvor jeg vil lægge ud med at læse Michael Enggaards ”Efterhånden mulighed for sol”. Den handler meget passende til min køretur – om livet set fra en motorvejsrestaurant og om de møder, der former vores liv. Michael Enggaard skriver indlevende og har efter sigende kreeret en tankevækkende roman om vores uforudsigelige liv.

Håber du også på at tilbringe feriedagene i det blødeste strandsand med lyden af bølgeskvulp i baggrunden, hvor der er plads til at blunde i den hede middagssol, så vil jeg anbefale ”Døgnåben” af Cecilie Grønlund. Med et fremadskridende sprog fortælles historien om nutidens ungdomsgeneration med sociale medier, kærestesorger og drukture. Det hele tager udgangspunkt i Luna, der ikke ved, hvad hun vil med sit liv, og igennem bogen får du lyst til at ruske op i hende, fordi hun er så selvoptaget.

Herudover står ”Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen meget højt på min sommerlæseliste. Denne midtjyske western beskriver opdyrkningen af heden i 1700-tallet i et finurligt og fængende sprog, der tager læseren helt tæt på det barske liv. Det er en dramatisk og dragende beretning, hvor snacksene skal være inden for rækkevidde, for jeg kommer ikke til at lægge den fra mig, før sidste side er vendt.

Læsning er i sig selv ikke særligt socialt, men på hjemturen vil min mand og jeg høre en lydbog sammen og få en fælles læseoplevelse. Stine Pilgaards ”Lejlighedssange” passer perfekt til køreturens længde, og efter at have læst ”Meter i sekundet” tørster jeg efter flere skarpe dialoger krydret med sjove iagttagelser og personportrætter.

Jytte anbefaler: krimi og eventyr til autocamperturen
Vores sommerferie står på en tur rundt i Danmark med vores autocamper, og uanset hvor vi er, har vi bøger med. Jeg har bl.a. pakket den norske roman ”Vi tog op med mor” af Karin Smirnoff. Jeg var meget betaget af første bog i serien, ”Vi tog ned til Bror”, som er forfatterens debut. Jeg glæder mig til at læse mere om Jana og hendes tvillingebror, der har haft en forfærdelig barndom. Det er stærkt og modigt skrevet med både vold og råhed, men også med humor og varme. Karin Smirnoff har et ganske særligt sprog, hvor hun skriver uden kommaer og opfinder sine helt egne ord.

Jeg skal også have mig en krimidebut af den finske forfatter Max Seeck med ”Den trofaste læser”. En kendt forfatters hustru myrdes, og hurtigt aner efterforskerne, at morderen kopierer forfatterens bøger om rituelle drab på hekse. Knap var bogen udkommet, før Max Seeck blev udråbt som Nordens nye krimikonge, og bogen er allerede solgt til 40 lande, og der er en international tv-serie på vej.

”Carlsens eventyr for de mindste” byder på syv kendte og elskede eventyr, og den skal vores barnebarn Olivia på fire år og jeg bare hygge os med ved sengetid eller på et tæppe på stranden. Olivia elsker bøger lige så højt som sin mormor, og der er ikke noget skønnere end at læse højt. Især ”De tre bukke bruse” og ”KlodsHans” vækker stor jubel hos Olivia.

Alting kan slås op på nettet, og det gør vi også, når vi kører rundt i autocamperen. Men det er også rart at få inspiration fra bogen ”Bilture i Danmark” af Jørgen Hansen, der er en guide til spændende og naturskønne køreture. Vi har set meget af Danmark i tiden under corona, men der findes stadig skønne steder og gåture rundtom, og det er bare mere overskueligt i bogform end at surfe rundt på nettet.

Gitte anbefaler: lydbøger på eReolen

Jeg skal bruge min sommerferie på at flytte i hus og anlægge have, så min læsning kommer primært til at foregå gennem øregangene. Heldigvis findes der et væld af fantastiske lydbøger på eReolen. På min læseliste står bl.a. Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden”, som er indlæst af forfatteren selv. Den er et mustread, hvis man vil forstå autofiktionsbølgen i dansk litteratur.

Skal du også lytte bøger i din sommerferie, vil jeg anbefale Kate Elisabeth Russels ”Min mørke Vanessa”. Det er fortællingen om, hvad det gør ved en ung kvindes identitet og selvopfattelse at blive involveret i et ulige kærlighedsforhold med en ældre lærer. Trods Vanessas lidt anstrengende karakter fattede jeg alligevel sympati for hende til sidst, og bogen giver et godt indblik i den psykiske skade, en sådan oplevelse kan forvolde.

Jeg læser altid minimum én klassiker hver sommer, og hvis du kunne tænke dig at gøre det samme, skal du fluks lytte til ”Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee. Det er en fortælling, der ikke kan andet end at røre lytteren. Den niårige Scouts naive tilgang til verden står i skærende kontrast til de racefordomme, hun omgives af i den lille sydstatsby Maycomb. En hjertevarm bog, som passer perfekt til en sommereftermiddag.

Kirstine anbefaler: serier og kærlighed for voksne

Ingen sommer uden en krimi (eller to!). Jeg vil derfor stærkt anbefale jer at læse serien af Ragnar Jónasson. Bind 1 i serien hedder Øen, bind 2 Mørket, og bind 3 er endnu ikke udkommet på dansk. Seriens hovedperson er den pensionsmodne politiinspektør Hulda, som får til opgave at finde en gammel coldcase, som hun kan sidde og nusse med. Det griber om sig, og snart er Hulda dybt inde i en sag om nogle kvinder, der er blevet myrdet i hvert sit årti.

Har du endnu ikke læst den romanaktuelle forfatter Lotte Kaa Andersens trilogi om livet på en af Danmarks dyreste adresser, har du noget til gode. Hambros Allé 7-9-13, 100 dage og Syv sind hedder de tre bøger i serien, som alle tager udgangspunkt i fire ægtepar og deres op og nedture lige omkring finanskrisen i 2007. Der er både humor, komik, tragedie, pessimisme og optimisme at spore i de tre skønne bøger. Forfatteren er lige nu aktuel med ”Den inderste kerne”.

Vil du gerne læse noget kærlighed krydset med lidt spænding, må du ikke snyde dig selv for Anna Ekbergs roman fra 2017, Kærlighed for voksne. Den har lidt af det hele: spænding, sex, uhygge, intriger og løgn. Jeg var grebet fra start til slut – og ja, slutningen, hold nu op!

Er du mere til biografier om livet levet, vil jeg anbefale dig at læse Hanne Sindbæks flotte biografi om Herman Salling, ”Vi kan ikke sidde her til juleaften”. Bogen fortæller historien om Herman Sallings arbejde med at bygge et imperium af supermarkeder op. Alle kender Føtex, Netto og Salling, og det er sjovt at læse om, hvordan idéerne opstod, hvordan detailhandlen foregik for 100 år siden, og hvordan den siden har udviklet sig.

Lyst til mere?

Besøg bibliotekets hjemmeside www.bronderslevbib.dk for mere inspiration til ferien, tag ud i det blå med eReolen, eller kom ned på bibliotekerne i Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup, så hjælper vi gladelig med mange flere ferieanbefalinger. God sommer fra alle os på Brønderslev Bibliotek – midt i din verden.

Kaffebaren
Suvo
Hvilshøj Auto
Bilhuset Biersted A/S