GF Forsikring
FOF Vendsyssel
Nordjysk ride- og Islænderudstyr
Kaffebaren

Region Nordjylland har besluttet at sælge Sygehus Nord. Salget indbringer over 200 millioner kroner, der indgår i medfinansieringen af det ny universitetshospital i Aalborg Øst.

 

Kendt aktør i Aalborg

Region Nordjylland har indgået aftale om salg af Sygehus Nord. Handlen er en af de største i Aalborg i nyere tid og beløber sig til et trecifret millionbeløb. Helt nøjagtigt 225,8 millioner kroner.

Køber er ejendomsselskabet Søren Enggaard A/S, der er kendt for også at have udviklet eternitgrunden i Aalborg fra industriområde til boliger, butikker og kontorer. For tiden er virksomheden involveret i udviklingen af Parkbyen ved Sohngårdsholmsbakken.

Region Nordjylland havde efter to valuarvurderinger sat et prisskilt på Sygehus Nord, der lød på mindst 200 millioner kroner.

– Jeg er ovenud tilfreds med, at vi har indgået aftale om salg af det gamle sygehus til en pris, som er fornuftig. Jeg håber for byen, at der nu kommer et spændende projekt på en grund, som ligger meget centralt i Aalborg, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Ifølge udbudsvilkårene overtager køber ejendommen, som den er, og med den nuværende lokalplan som plangrundlag. Derfor er det op til Søren Enggaard A/S i et videre samarbejde med Aalborg Kommune at udvikle lokalplan, ligesom det er er køber, der står for udviklingen af et fremtidigt byggeri på området.

Udflytning i 2023

Køber overtager ejendommen, når Region Nordjylland er flyttet ud af sygehusbygningerne og har tømt dem for inventar. Den forventede overtagelse er i begyndelsen af 2023. Overtagelse skal ske med tre måneders varsel, men kan dog tidligst ske i starten af 2023.

Med salget af sygehuset har Region Nordjylland taget et vigtigt skridt mod at opfylde den regionale medfinansiering, som regionen skal bidrage til i byggeriet af det ny Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst. Regionens andel er 12,5 procent af byggesummen, hvilket svarer til knap 600 millioner kroner.

Senere venter et salg af Sygehus Syd på Hobrovej, der også indgår i den regionale medfinansiering. Salget af Sygehus Syd har dog længere udsigter. Ifølge aftalen med staten om opførelsen af det ny universitetshospital skal dele af sygehuset på Hobrovej fortsat være i brug frem til 2030.

Yderligere oplysninger

Sygehus Nord omfatter 45.000 kvm. bygninger og 10.000 kvm. kælder. Det er placeret centralt i Aalborg og huser blandt andet føde- og børneafdeling. Udflytningen til det ny Aalborg Universitetshospital påbegyndes i 2022-2023.

Sygehuset er det tidligere kommunehospital i Aalborg. I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev sygehusvæsenet lagt ind under amterne, og Aalborgs dengang to hospitaler blev samlet til Aalborg Sygehus. Det andet hospital var amtssygehuset på Hobrovej.

1. januar 2013 blev navnet igen ændret, da Aalborg Universitetshospital blev en realitet.

Kaffebaren
GF Forsikring
Hvilshøj Auto
Baggesen