GF Forsikring
Nordjyske Bank
Nordjysk ride- og Islænderudstyr
Kaffebaren

Til klimakamp – også i fiskeriet

Af fiskeriordfører Kasper Roug (S) og fiskeriminister Rasmus Prehn.

 

Regeringen ønsker, at dansk fiskeri skal udvikles i en bæredygtig og mere klimavenlig retning. Den ambition tager vi med ind i forhandlingslokalet til Folketingets øvrige partier, når vi i den kommende tid skal drøfte, hvordan vi fremadrettet bedst støtter dansk fiskeri.

 

Skal de danske fiskere rustes mod fremtidens udfordringer, kræver det, at vi fremmer en mere klimavenlig og bæredygtig udvikling af fiskeriet. Den udvikling ønsker vi over de næste tre år at støtte med et beløb på lidt mere end 900 mio. kroner, der er finansieret af Den Europæiske Fond for Hav, Fiskeri og Akvakultur og den danske stat.

 

Skal fiskerne fortsat kunne holde skruen i vandet, skal der ske udvikling på tre områder. For det første skal fiskeriet blive mere klimavenligt. Mens vi i flere år for eksempel har haft elbiler på vejene, findes der stadig ikke fiskerfartøjer, som sejler på grøn energi. Derfor vil vi støtte initiativer, som udvikler og afprøver grønne teknologier, der kan erstatte de fossile brændstoffer og understøtte regeringens nationale klimamålsætning om at reducere CO2-udledningerne med 70 procent frem mod 2030.

 

For det andet er der behov for at sikre et bæredygtigt fiskeri, som beskytter det sårbare havmiljø og fiskebestandene. Ser man på tallene, er der en nedgang i flere fiskebestande. Derfor er det afgørende, at vi har en tæt dialog med videnskaben, så vi træffer de rigtige valg. Vi skal blandt andet se på, hvordan de fiskeredskaber og metoder, vi bruger i dag, kan gøres endnu mere skånsomme og selektive.

 

Endeligt foreslår vi at styrke udviklingen af det kystnære og skånsomme fiskeri i Danmark. Kystfiskeriet er udfordret, og flere lokalsamfund er afhængige af et velfungerende og sundt kystfiskeri, der kan bidrage til at sikre arbejdspladser på havet og på land. Derfor er vi optaget af at skabe bedre faciliteter i de mindre havne, hvor der landes kystfanget fisk, så det bliver nemmere for fiskerne at afsætte deres fangst til glæde for både fiskerne og forbrugerne. Med andre ord skal afstanden fra hav til bord gøres kortere.

 

Mens vi har en række tiltag, som fokuserer på fiskeriets langsigtede udvikling, er der også en stor udfordring her og nu. De danske fiskere er i høj grad påvirket af Brexit. Det er en helt ekstraordinær situation, som vi er yderst optaget af at hjælpe fiskerne godt videre fra. Derfor har EU foruden pengene fra Fiskerifonden afsat en anseelig sum penge til at afbøde konsekvenserne af Brexit. I Kommissionens udspil står Danmark som følge af vores historiske fiskeri i britisk farvand til at få mere end 1 mia. kroner, som vi bl.a. sammen med erhvervet skal se på, hvordan vi bedst fordeler.

 

Med pengene fra Den Europæiske Fond for Hav, Fiskeri og Akvakultur har vi muligheden for at trække dansk fiskeri i en mere klimavenlig og bæredygtig retning. Vi håber, at et bredt flertal af partierne vil støtte op om den målsætning, og at vi derfor kan lande en aftale, som både røde og blå partier kan se sig selv i.

Kaffebaren
GF Forsikring
Springeren
Baggesen
SHARE
Foregående artikelPåvirket bilist uden kørekort anholdt
Næste artikelEkstra koncert sættes i salg
Avatar
Kategorien "Debat" på avisen, dækker over indlæg fra personer som har noget på hjerte og som ønsker at bringe deres viden og holdninger til andre. Indlæggene er ikke et udtryk for avisens holdninger og meninger, avisen er upartiske i enhver henseende.