Lørdag d. 26. oktober afholder Øster Brønderslev, sin årlige Høstfest i byens hal, Østsidehallen. Det er der såmænd ikke noget specielt ved, mange af områdets små omegnsbyer kalder til høstfest ud på efteråret, når høsten er i hus.
Det der er specielt ved lige nøjagtig denne Høstfest i ØBI, er at den blev annonceret i april måned og var totalt udsolgt under 30 dage efter, alle 708 billetter blev revet væk. Dette endda uden at nogen vidste hvad man skulle have at spise og hvem der spillede til dans bagefter, i skrivende stund er der en venteliste på over 100 personer, som står i kø til at få billetter, hvis nogen skulle melde afbud.
ØBI står for afviklingen af festen, alt fra pyntning, bar-tjans til den sidste opvask, på den måde tjener byens idrætsforening en god skilling til dens aktiviteter, det er Lars Juul fra ØBI´s Hovedbestyrelse der er koordinator på denne del af festen, men ellers er det mest områdets landmænd der deltager og som også står bag festen og her er det Frans Heltoft, Ø. Linderup der repræsenterer landbruget i den lille to-mands styregruppe.
Festen har kørt som en ”Alt Inklusiv” fest de seneste par år, hvilket betyder at man forudbetaler et beløb der dækker alt fra billet, mad, drikkevarer og musik hele aftenen, noget der gør at man er fri for at skulle håndtere kontanter, Dankort mm i baren og dermed er chancen for tab minimeret.
Maden kommer fra CL-Partyservice i Ø. Brønderslev, der lover at leve op til sidste års succes middag. Der er hele 3 forskellige musikleverandører til aftenen, nemlig duoen 2 Fools med bysbarnet Lars Lindstrøm, der sammen med sin makker Troels Petersen, leverer underholdningen under spisningen.
I alle pauser er der underholdning med en DJ og når man kommer så langt at de stive ben skal svinges på dansegulvet, står danseorkesteret, Like 2 Dance for musikken resten af aftenen.