Ugens lørdagslæsning – Dorthe Gaardboe anbefaler
Du har sikkert mødt Dorthe Gaardboe, når hun ruller land og rige – eller i hvert fald kommune – rundt med Det Mobile Bibliotek. Udover at være en ivrig strikker på køreturene mellem de forskellige holdepladser får Dorthe selvfølgelig også læst en masse bøger. Hvis du mangler en god krimi, anbefaler hun “Knæk” af Belinda Bauer:
“Det er en uhyggelig og spændende krimi med en snert af humor. Den handler om Jack, der som bare 11-årig pludselig får ansvaret for sine to søstre, da hans mor forsvinder. Deres bil brød sammen, og moren gik efter hjælp, men kom aldrig tilbage. Det er en vildt spændende bog, og man er godt underholdt, efterhånden som det bliver afsløret, hvad der skete med moren. Og så er det en gribende historie om hårdt ramte, svigtede og samtidig stærke børn.”
Lyder det lige som noget for dig? Så reserver bogen på bibliotekets hjemmeside eller i appen ”Biblioteket” (iOS / Android). Du kan også læse eller lytte til bogen på eReolen.
Og husk, at biblioteket nu igen er åbent i den selvbetjente åbningstid fra 7-21 hver eneste dag. Her kan du se meget mere om, hvordan du bruger biblioteket lige nu.