GF Forsikring
Mortensens Mad
Nordjysk ride- og Islænderudstyr
Kaffebaren

Vi bruger stadig syv timer på medier hver dag – men vores vaner ændrer sig under overfladen

Knap halvdelen af vores mediebrug bliver brugt på at se traditionelt tv eller streame, og podcastforbruget og brugen af sociale medier er på vej i vejret, fremgår det af rapporten ’Medieudviklingen 2020’.

Selv om meget var forandret i 2020, var noget dog også det samme. For ligesom de foregående år har hver dansker i gennemsnit brugt godt syv timer på medier dagligt. Og styrkeforholdet mellem medierne har heller ikke ændret sig væsentligt – på trods af coronaen og en hverdag, der ændrede sig for mange, som pludselig fik set mere til hjemmets fire vægge end normalt eller fik en ny jobtitel som ’hjemmeunderviser’.

Det konkluderer medieforskerne Dennis Christensen, Henrik Gregor Knudsen og Rasmus Andersen i en statusartikel i rapporten ’Medieudviklingen 2020’. Det er DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes forbrug af digitale medier, som er udkommet torsdag.

Under overfladen var danskernes medieforbrug dog stærkt påvirket af coronapandemien i 2020. Det helt særlige år var medvirkende til, at vi – på ny – så meget flow-TV, hvorimod vi lyttede mindre til traditionel radio under nedlukningen. Nyhederne blev særligt dyrket i 2020, og sjældent har så mange trykket på F5 på en artikel med liveopdateringer fra myndighedernes pressemøde.

– Knap halvdelen af vores mediebrug bliver brugt på at se tv – hvad end det foregår via et traditionelt tv-signal eller som streaming, der også er begyndt at få godt fat i den ældste del af befolkningen. Den anden halvdel af vores medieforbrug er domineret af lyd. Radio, podcast og streaming af musik står sammenlagt for 27 procent af danskernes medieforbrug, mens online-nyheder, sociale medier og online-gaming står for 21 procent. Det efterlader seks procent til printmedier, konkluderer medieforskerne i rapporten.

Fire minutters mindre fjernsyn om dagen

Lige efter forårets corona-lockdown steg forbruget af traditionelt tv med over 10 procent i månederne bagefter. Men trods det faldt tv-seningen i 2020 – dog mindre end de foregående år. I gennemsnit så hver dansker over tre år fire minutters mindre traditionelt tv i 2020 end året før. Men de foregående år har faldet været otte minutter dagligt.

I gennemsnit bruger hver dansker i gennemsnit lige over to timer om dagen på at se traditionelt tv, men det dækker over enorme forskelle i befolkningen. Hvor de ældste ser over fire timers TV dagligt, er tv-seningen på traditionelt fjernsyn historisk lavt i den yngre del af befolkningen, som så til gengæld er de flittigste streamere.

Ifølge DR Medieforskning var der to helt klare tendenser at spore i tv-forbruget i 2020.

– Seertallene til tv-nyheder er steget markant på både traditionelt tv og streaming i forhold til 2019, hvilket næppe kan siges at være overraskende årets nyhedsbillede taget i betragtning. For eksempel er TV-Avisen klokken 21:00 steget med knap 100.000 seere pr. aften på DR1, mens TV Avisen klokken 18:30 er vokset med 80 procent på DR’s streamingtjeneste DRTV. Samtidig med at seerne har haft brug for at holde sig opdateret om corona og præsidentvalg, har de også haft behov for at sænke skuldrene, hygge sig med familien og finde et lys i mørket. Det er blandt andet kommet til udtryk ved ny seerrekord til ’Den store bagedyst’ på både traditionelt tv og streaming samt tårnhøje seertal til ’Fællessang’ på DR1, noterer medieforskerne i rapporten.

Gnaver i forbruget

Ifølge ’Medieudviklingen 2020’ er antallet af danskere, der streamer film, serier og tv-programmer ugentligt steget til 55 procent i 2020 mod 52 procent i 2019. Der er fremgang på tværs af alder, men den største stigning ses blandt den ældste halvdel af befolkningen.

– Hvis den udvikling fortsætter og for alvor begynder at gnave af det traditionelle tv-forbrug, vil det resultere i markante fald i forbruget af traditionelt tv de kommende år, lyder vurderingen fra Dennis Christensen, Rasmus Andersen og Henrik Gregor Knudsen i rapporten.

91 procent af danskerne lytter til radio ugentligt, mens 26 procent lytter til podcasts ugentligt i 2020, hvorfor mediet efterhånden – ifølge medieforskerne – er på nippet til det store gennembrud.

Blandt de 15-31-årige er det hele 44 procent, der lytter til podcasts hver uge, og udover ’Monopolet’ fra P4, som fortsat streames og hentes flittigt, har DR’s nyhedspodcast ’Genstart’, ’Curlingklubben’ fra P3 og true crime-podcasten ’Mørkeland’ fra Bauer Media også været noget af det, som danskerne havde meget i ørerne i 2020.

Tallene viser, at 46 procent af danskerne lyttede til musik via online-tjenester i 2020. Og blandt sidstnævnte er Spotify og YouTube i en vægtklasse for sig selv. Foruden musikken er også lydbøger og oplæste artikler blevet en stor del af danskernes lydunivers.

At nyhederne nærmest stod i kø i 2020, er formentlig en af årsagerne til, at andelen af danskere, der bruger internettet dagligt steg fra 89 til 93 procent fra 2019 til 2020, og samtidig var der også sidste år en generel stigning i brugen af sociale medier.

Her er danskernes favoritter fortsat Facebook (65 procent bruger det dagligt), Facebooks Messenger (44 procent) samt Instagram, YouTube og Snapchat, som er nogenlunde lige store, og alle tre har kontakt med cirka en fjerdedel af danskerne dagligt.

Kaffebaren
GF Forsikring
Hvilshøj Auto
Bilhuset Biersted A/S