Onsdag d. 27 maj 2020 får Brønderslev Hallen besøg af ”Vild med dans” vinder Silas Holst. Modebutikken Vero Moda står bag dette foredrag og har tidligere afviklet sådanne på Hotel Phønix i midtbyen, men med Silas som foredragsholder er man bange for at rammerne sprænges på hotellet, så man har forsøgsvis allieret sig med Brønderslev Hallen. Silas turnerer med sit foredrag ”For enden af regnbuen” og nordjyderne har nu mulighed for at opleve dette live i byens hal.
”For enden af regnbuen er et foredrag om at blive far og om at skabe en kærlig og stabil familie med én mor, to fædre, tre kærester og seks bedsteforældre.
I foredraget kommer Silas også ind på sine teenageår, hvor han som ung homoseksuel allerede dengang gjorde sig tanker om en fremtid, der højst sandsynligt ville være uden børn. Han fortæller om de lange snakke og overvejelser samt ikke mindst planlægning en regnbuefamilie går igennem. Både i forhold til graviditet og fødsel, men også deres fordomme og tanker om fremtiden: Om deres børn Maggie My og Bob Jones vil blive oplagte mobbeofre, som følge af deres familiebaggrund, som har fyldt en del for Silas og hans familie.
På arbejds fronten kommer Silas i foredraget også ind på mange historier fra livet som en af Danmarks største musicalstjerner med hovedroller i bl.a. Grease, Dirty Dancing og Saturday Night Fever, ligesom han tager publikum med bag produktionen af Vild Med Dans, som han har deltaget i syv gange.
Foredraget sælger rigtigt godt allerede, over 100 billetter er solgt på nuværende tidspunkt, oplyser Butiks-chef Dorthe Bak fra Vero Moda til Brønderslev Avis, men vi regner med at kunne sælge i hvert tilfælde en 2-300 billetter og er der flere som vil med, så finder vi også det. Billetter kan kun købes i Vero Moda butikken i Algade Brønderslev.